Libyens stridende regeringer er enige om politisk løsning
Et historisk øjeblik lyder det fra den ene part efter stridigheder, som har plaget Libyen siden 2011.
Bombeangreb er blevet mere og mere hyppigt i Libyen, som er præget af stor uro.
Bombeangreb er blevet mere og mere hyppigt i Libyen, som er præget af stor uro. Foto: /AP


De to stridende regeringer i Libyen er nået til enighed om en politisk løsning på konflikten, der har plaget det uroramte land, som har været i kaos, siden Muammar Gadaffi blev væltet i 2011.

Det oplyser officielle kilder, skriver AFP og Reuters.

- Dette er et historisk øjeblik, som libyerne har ventet på, som araberne har ventet på, og som verden har ventet på, siger Awad Mohammed Abdul-Sadiq, som er stedfortrædende leder af nationalkongressen, GNC.

Embedsmænd fra GNC har i dagevis holdt møder i udkanten af Tunis med udsendte fra det internationalt anerkendte Repræsentanternes Hus.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by Tobruk.

Islamisk Stat tog kontrollen med kystbyen Sirte i juni. Det er landets tidligere leder Muammar Gaddafis hjemby, men han blev afsat og dræbt under et oprør i 2011.

Danmark var del af en international koalition, der støttede et anti-Gaddafi-oprør, som styrtede ham.

Islamisk Stat, som allerede kontrollerer store landområder i Syrien og Irak, har udnyttet det kaos, som har bredt sig i hele Libyen siden revolutionen, til at udnytte mulighederne i det olierige land.

IS har også været aktiv i transport af migranter over Middelhavet.

FN har forsøgt at mægle en fredsaftale om en ny samlingsregering, der skal afslutte kampene mellem landets hær og de militser, der har erobret Tripoli.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, siger, at forsvarsalliancen er klar til at yde assistance, hvis der bliver dannet en regering.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.