Leipzig afviser: Yussuf Poulsen er ikke OL-klar endnu
Ifølge den tyske fodboldklub har man endnu ikke besluttet endegyldigt, om danskeren må tage med til Rio.
Ifølge RB Leipzig er Yussuf Poulsen endnu ikke blevet garanteret OL-deltagelse.
Ifølge RB Leipzig er Yussuf Poulsen endnu ikke blevet garanteret OL-deltagelse. Foto: Jens Meyer/AP


Den danske fodboldspiller Yussuf Poulsen er tilsyneladende ikke helt klar til at spille med for Danmark ved OL i Rio alligevel.

I hvert fald meddeler den danske fodboldspillers klub, RB Leipzig, at en endegyldig beslutning ikke er truffet.

- Vi har meddelt det danske forbund (Dansk Boldspil-Union, red.), at vi holder øje med, om også de andre klubber afgiver deres bedste spillere.

- Hvis det er tilfældet, kan Yussuf Poulsen også komme til OL. Vi træffer først en beslutning, når det er tilfældet, siger RB Leipzigs sportsdirektør, Ralf Rangnick, på klubbens Twitter-profil.

Tidligere mandag meddelte Dansk Boldspil-Union (DBU) ellers, at RB Leipzig havde givet grønt lys til Yussuf Poulsens OL-deltagelse.

- For mig er OL en "once in a lifetime"-oplevelse, og det kunne jeg ikke sige nej til, sagde Yussuf Poulsen til DBU's hjemmeside.

Ifølge DBU er det til gengæld aftalt med RB Leipzig, at offensivspilleren ikke tager med A-landsholdet til Kirin Cup i Japan.

Danmarks herrer var senest med ved OL, da legene i 1992 blev afholdt i Barcelona.

Ved OL i Rio er Danmark havnet i gruppe med Brasilien, Sydafrika og Irak.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.