Legendarisk redaktør er død
Ben Bradlee tog beslutningen om at bringe artikler, der førte til præsident Nixons fald.
Præsident Barack Obama hænger Medal of Freedom-medaljen om halsen på den tidligere Washington Post-redaktør Ben Bradlee. Bradlee var chefredaktør på avisen, da Watergate-skandalen begyndte at rulle og kostede præsident Nixon jobbet. Bradlee er død i en alder af 93 år. Arkivfoto
Præsident Barack Obama hænger Medal of Freedom-medaljen om halsen på den tidligere Washington Post-redaktør Ben Bradlee. Bradlee var chefredaktør på avisen, da Watergate-skandalen begyndte at rulle og kostede præsident Nixon jobbet. Bradlee er død i en alder af 93 år. Arkivfoto Foto: Evan Vucci/AP


Den legendariske Washington Post-redaktør Ben Bradlee er død 93 år gammel, oplyser avisen tirsdag.

Ben Bradlee, der var chefredaktør på avisen fra 1968 frem til 1991, døde i sit hjem i Washington af naturlige årsager. Han har dog de seneste år lidt af Alzheimers.

Det var Ben Bradlee, som stod i spidsen for Washington Post, da avisen afslørede den såkaldte Watergate-sag, der førte til præsident Richard Nixons afgang i 1974.

Bradlee valgte på trods af et stort pres fra Nixon-administrationen at offentliggøre de såkaldte Pentagon-papirer.

Papirerne dannede grundlag for en lang række artikler af journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein. Artiklerne førte i sidste ende til, at Richard Nixon som den eneste præsident i USA's historie fratrådte sit embede.

Ben Bradlees rolle i sagen blev udødeliggjort i filmen "Alle præsidentens mænd" af skuespilleren Jason Robards, der modtog en Oscar-statuette for præstationen. Her spillede han over for Dustin Hoffman og Robert Redford, der spillede henholdsvis Bernstein og Woodward.

USA's præsident, Barack Obama, overrakte sidste år æresudmærkelsen Medal of Freedom til Ben Bradlee. Det er en af de højeste udmærkelser, som civile i USA kan modtage.

I en udtalelse efter Bradlees død, siger Obama:

- For Benjamin Bradlee var journalistik mere end et arbejde. Det var et offentligt gode af vital betydning for vores demokrati.

Under Ben Bradlee vandt Washington Post 17 Pulitzer-priser, der er den største journalistiske anerkendelse i USA.

Han efterlader sig en hustru og to voksne børn.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.