Lange ruter og fyldte fly fordobler overskud hos Norwegian
Norwegian fik stort overskud i tredje kvartal - især takket være lange ruter og høj belægningsgrad.
Norwegian kom ud af tredje kvartal med et overskud før skat, der svarer til 890 millioner danske kroner. Det er en fordobling af resultatet i samme peride sidste år.
Norwegian kom ud af tredje kvartal med et overskud før skat, der svarer til 890 millioner danske kroner. Det er en fordobling af resultatet i samme peride sidste år. Foto: FINN FRANDSEN/POLFOTO


Oversøiske ruter og kun meget få tomme sæder hen over sommeren giver bonus hos lavprisselskabet Norwegian.

Norwegian kom ud af tredje kvartal med et overskud før skat, der svarer til 890 millioner danske kroner. Det oplyser selskabet i regnskabet.

Det er mere end en fordobling i forhold til samme periode sidste år.

- Resultatet i tredje kvartal viser, at Norwegians langdistanceruter og internationale ruter får en stadigt større betydning.

- Det er her, vi ser det største vækstpotentiale, som gør selskabet i stand til at konkurrere på et globalt marked med hård konkurrence, siger selskabets topchef, Bjørn Kjos, i en skriftlig kommentar til regnskabet.

I tredje kvartal fløj 7,7 millioner passagerer med Norwegian, hvilket var ni procent flere end i tredje kvartal sidste år.

Alle sæder hos lavprisselskabet var tæt på at være udsolgt i kvartalet med en belægningsgrad på 91 procent.

Tredje kvartal pynter godt på det samlede resultat for årets første ni måneder, hvor Norwegian fik et samlet resultat på knap 627 millioner danske kroner.

Det er en markant forbedring i forhold til sidste år, hvor selskabet efter ni måneder måtte konstatere et underskud svarende til knap 357 millioner danske kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.