Landsholdsspiller: Utrolig dårligt planlagt
Den danske landsholdsprofil er utilfreds med, at Danmark skal møde Hviderusland to gange på 48 timer.
Mikkel Hansen er utilfreds med det tætte program i EM-kvalifikationen.
Mikkel Hansen er utilfreds med det tætte program i EM-kvalifikationen. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Når det danske A-landshold i håndbold lørdag aften spiller EM-kvalifikationskampen mod Hviderusland i Aarhus, har spillerne en lang rejse i kroppen.

Fredag fløj det danske hold hjem fra Minsk, hvor Danmark torsdag aften vandt 36-27 over hviderusserne i den omvendte kamp i gruppe 2.

Ifølge stjernespilleren Mikkel Hansen er det helt tåbeligt, at kampene skal spilles med så kort tids mellemrum.

- Det er utroligt dårligt planlagt, men det kan vi ikke gøre så meget ved nu. Vi må bare spille kampene, og så må vi snakke om det senere, siger Paris Saint-Germain-spilleren til TV2 Sport.

Kampene mod Hviderusland bliver spillet på et tidspunkt, hvor sæsonen på klubplan er inde i en afgørende fase.

- Der er ingen tvivl om, at det er for dårligt, når man tager i betragtning, at stort set alle spillere her er inde i en forholdsvis vigtig periode med deres klubber, siger Mikkel Hansen.

Lørdagens kamp mod Hviderusland begynder klokken 20.15.

Danmark fører EM-kvalifikationsgruppe 2 med maksimumpoint efter tre kampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.