Landsholdet: Knæet driller rutineret spiller
Lars Jacobsens knæ er i bedring, men det er endnu usikkert, om han er sikret en plads i kampen mod Serbien.
Det ene knæ generer Lars Jacobsen, men han mener selv, at det er klar til at komme på banen.
Det ene knæ generer Lars Jacobsen, men han mener selv, at det er klar til at komme på banen. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Landsholdets normale højre back Lars Jacobsen har det seneste tid døjet med knæproblemer. Han er dog tids nok blevet kampklar forud for EM-kvalifikationskampen mod Serbien fredag.

Nu melder backspilleren i hvert fald ud, at bentøjet er klar til at komme på banen.

- Jeg begyndte først at træne 100 procent med i sidste uge. Knæet skulle være okay, men man kan aldrig garantere noget, siger han.

Landsholdsspilleren er dog forberedt på, at han muligvis ikke er førstevalg til at starte på banen på grund af det drillende knæ.

- Det kommer an på, hvordan træningen går. Det var jeg klar over, da jeg kom. Er benene ikke til det endnu, er der heldigvis en masse andre gode alternativer, siger han.

- Jeg har kæmpet med mit knæ efter sidste landskamp og har været skadet det meste af tiden. Jeg har spillet en enkelt Europa League-kamp, hvor jeg fik tilbagefald og missede tre kampe derefter, fortsætter den 35-årige fodboldspiller.

Landsholdet er i disse dage samlet til træning forud for EM-kvalifikationskampen mod Serbien i Beograd. I næste uge går turen til Bukarest, hvor Rumænien er modstander i en testkamp.

Lars Jacobsen, der til dagligt spiller for den franske klub Guingamp, blev ikke udtaget til landsholdet i første omgang, da der stadig var usikkerhed omkring hans skade.

Lørdag blev han dog efterudtaget sammen med blandt andre Nicklas Bendtner.

Lars Jacobsen kæmper i første omgang med Peter Ankersen om startpladsen i de kommende landskampe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.