Lærer til elev på natlig straffetur: "Så fuck dog af''
Drenge fra efterskolen SINE i Løgumkloster blev sendt på straffeekspedition, fordi de ikke kunne overholde sengetiderne. Nu klager forældre.
ARKIVFOTO: Undervejs fik mindst en af drengene en del verbale skældsord med på vejen - blandt andet havde læreren angiveligt sagt: 'Så fuck dog af', og 'hvad laver du overhovedet på skolen, der er jo ingen, der kan lide dig'.
ARKIVFOTO: Undervejs fik mindst en af drengene en del verbale skældsord med på vejen - blandt andet havde læreren angiveligt sagt: 'Så fuck dog af', og 'hvad laver du overhovedet på skolen, der er jo ingen, der kan lide dig'. Iris


Ifølge DR Syd's oplysninger udspillede der sig 23. november sidste år en straffeaktion på sportsefterskolen SINE i Løgumkloster.

Her blev fem drenge fanget i ikke at passe deres seng.

En sjette dreng, som lå i sin seng og sov, blev vækket, beordret ud af sengen og ind i en bil sammen med de fem andre.

Den sjette dreng havde dog tidligere haft problemer med at kende sin sengetid.

I bilen fik to af drengene ikke mulighed for at sidde på et sæde med sele og blev derfor placeret på gulvet af bilen uden sele på, skriver DR Syd i dag.

Kørt til Rømø

Herefter blev de kørt til Rømø, der ligger 30 kilometer væk fra skolen. Her blev de sat af og bedt om at gå hjem.

Efter få minutter var de gennemblødte af regn, og under opsyn af den pågældende lærer gik de godt 16 km, før turen var slut.

Eleverne gik altså ikke samtlige 30 kilometer hjem.

Undervejs fik mindst en af drengene en del verbale skældsord med på vejen - blandt andet havde læreren angiveligt sagt: 'Så fuck dog af', og 'hvad laver du overhovedet på skolen, der er jo ingen, der kan lide dig'.

Da drengene ankom til skolen, fik de ikke lov til at hvile sig, men blev bedt om at deltage i undervisningen på lige fod med de andre elever.

Forældre klager

Den behandling har fået forældrene til den dreng, som blev vækket, og som altså ikke havde gjort noget strafbart den dag, til at klage til skolen over den pågældende lærer, som stod for straffen.

Forældrene har også klaget over skolens forstander, René Jacobsen, som var orienteret om straffen.

Mike Simonsen, som er forældre til den pågældende dreng, siger, at der var flere grunde til, hvorfor han besluttede sig for at klage.

- Det er klart, at jeg og min kone har det skidt med, at vores søn er blevet straffet for noget, han ikke har foretaget sig, siger Mike Simonsen og fortsætter:

- Straffeekspeditionen var ualmindelig ubehagelig med verbale overfusninger, og de skulle vandre rundt på de danske veje midt om natten i tre grader med for lidt tøj på. Men som ansvarlige forældre og på vegne af andre forældre, der har vi også pligt til at gøre skolen opmærksom på, at vi ikke synes, at det her er i orden, siger han til DR Syd.

Håber på konsekvenser

Mike Simonsen håbede ind til i går, at sagen fik alvorlige konsekvenser for både lærer og forstander på efterskolen.

- Jeg kan jo ikke ændre på det, der er sket, men jeg håber da på, at der kommer en konsekvens derhen, at jeg på en eller anden måde kan være med til at sikre, at fremtidige familier på sportsefterskolen ikke udsættes for noget, der minder om det her, som vi bestemt mener har været helt uansvarligt, siger Mike Simonsen.

Sportsefterskolen Sine behandlede i går familiens klage endnu en gang på et ekstraordinært bestyrelsesmøde.

Efter mødet gik bestyrelsesformanden for skolen, Johan Van Putten, i tænkeboks, og han besluttede sig sent i aftes for at trække sig fra sin post. Det bekræfter han overfor DR Syd.

Sygemeldt

Derudover bekræfter han også, at skolens forstanderpar er blevet sygemeldt.

Bestyrelsesformand Johan Van Putten bekræfter forløbet over for DR Syd, men har ikke yderligere kommentarer til sagen.

DR Syd har adskillige gange forsøgt at få en kommentar fra skolens forstander, men det er ikke lykkedes.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.