En 45-årig lærer blev tirsdag ved Retten i Viborg kendt skyldig i bedrageri for 67.000 kroner. Han fik tre måneders betinget fængsel.
Det skriver TV MidtVest.
Læreren havde lovet at stå for en række fælles arrangementer og fået eleverne til at overføre beløb på MobilePay 111 gange i størrelsesordenen 50 til 6.000 kroner.
Pengene blev dog ikke som lovet brugt på arrangementerne, og tirsdag blev manden så dømt, hvilket specialanklager Gorm Søgaard Lund fra Midt- og Vestjyllands Politi erklærede sig tilfreds med.
Anklageren ville have manden dømt for at have svindlet sig til et beløb, der var cirka 50.000 kroner højere, men det fandt dommeren dog ikke bevis for.