Lægeordineret cannabis? Debat i Folketinget fredag
Gigtforeningen støtter forslaget om legalisering af medicinsk cannabis, der drøftes i Folketinget fredag.


Gigtforeningen håber, at folketingspolitikerne vil drøfte et forslag om legalisering af medicinsk cannabis fordomsfrit, når forslaget skal førstebehandles i Folketinget fredag.

Det siger foreningens direktør, Mette Bryde Lind, forud for debatten.

- Vi håber, at man undlader at lægge de mange stereotype holdninger om cannabis ned over diskussionen. Samtidig håber vi, at der efterhånden vil være en tilkendegivelse af, at det her kan være en mulig behandling af smerter til kronisk syge mennesker, siger hun til Ritzau.

Mette Bryde Lind påpeger, at medicinsk cannabis også kan hjælpe mennesker med sklerose eller kræft.

- Mange mennesker med svære kroniske smerter kan ikke smertestilles tilstrækkeligt med almindelig medicin. Mange af dem oplever, at medicinsk cannabis giver en lettelse, der gør, at de for eksempel bedre kan sove, siger hun.

- Dertil kommer, at når cannabis bliver købt på et ulovligt marked, så er der en betydelig risiko for, at stoffet er urent, tilføjer hun.

Det er Alternativet, der står bag forslaget om legalisering af medicinsk cannabis.

Således ønsker partiet "at gøre det muligt for praktiserende læger i Danmark at udskrive medicinske cannabisprodukter til patienter, der vurderes at kunne nyde godt af behandlingen ud fra en defineret symptomliste", står der i forslaget.

Sverige og Norge har heller ikke tilladt cannabis til medicinsk brug. Til gengæld har hollænderne i mere end ti år haft en særlig ordning med mulighed for, at læger kan udskrive cannabis i forskellige former til deres patienter.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er det også i Frankrig, USA, Uruguay, Israel, Canada, Slovakiet, Italien og Schweiz helt eller delvist lovligt at bruge medicinsk cannabis.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.