Det er et stort problem, hvis flygtninge der kommer til Danmark, ikke bliver undersøgt ordentligt af en læge. Det mener Henrik Day Poulsen, der er overlæge og blogger på Berlingske.
I et indlæg på avisens hjemmeside skriver debattøren under overskriften "Flygtninge kan være en sundhedsrisiko", at man ikke mindst skal tænke på risikoen for infektionssygdomme, der gør det nødvendigt at undersøge flygtninge hurtigst muligt.
”De har rejst i mange uger og ikke spist og drukket optimalt, hvilket kan øge risikoen for, at en infektionssygdom bryder ud. Tuberkulose er eksempelvis i stigning i Danmark, og det skyldes ikke mindst indvandring. Forskellige diaresygdomme kan også tænkes at florere for ikke at tale om smitsom leverbetændelse,” skriver Henrik Day Poulsen.
Sygeplejersker kan stå for afførings- og urinprøver, men undersøgelsen skal foretages af læger, mener han.
”Både for flygtningene selv, de ansatte i flygtningelejrene samt samfundet som helhed er det meget vigtigt, at dette problem løses hurtigt,” skriver Henrik Day Poulsen.
Lægemangel i yderområderne og sprogbarrierer er skyld i, at der er problemer med undersøgelserne. Yngre læger og medicinstuderende skal derfor betales for at hjælpe til med undersøgelsen, ligesom arabisktalende læger også opfordres til at yde en særlig hjælp mod betaling.
”Sundhedsministeren må omgående løse dette problem. Så må de ekstra ressourcer tages fra andre dele af flygtningeområdet. Sundhed skal prioriteres højt og risikoen for udbrud af smitsomme sygdomme skal holdes på et minimum,” skriver Henrik Day Poulsen.