LA finder Østergaards bank-snak suspekt
De blå partier undrer sig over vicestatsministerens udmelding, og Liberal Alliance vil indkalde til samråd.
Hvad har økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) sagt til bankerne på et lukket møde mandag? Det vil Liberal Alliance og resten af blå blok have svar på ved et samråd.
Hvad har økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) sagt til bankerne på et lukket møde mandag? Det vil Liberal Alliance og resten af blå blok have svar på ved et samråd. Foto: HOVE OLESEN PETER/POLFOTO


Det er med en del undren, at politikerne i blå blok onsdag morgen har kunnet læse i Børsen, at den radikale leder vicestatsminister Morten Østergaard mandag bad lukkede døre fortalte de danske banker, at de skulle forberede sig på dansk deltagelse i EU's bankunion.

- Nu var jeg ikke til stede, så jeg ved ikke, hvad det præcis er, ministeren har sagt. Hvis han har sagt, at det er godt at være forberedt, uanset hvad der sker, så synes jeg, det er klogt, siger Venstres EU-ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, til Ritzau og tilføjer:

- Men hvis han har foregrebet begivenhedernes gang og sagt, at det her bliver til noget uanset hvad, så synes jeg, det er knapt så klogt.

Venstre er umiddelbart positivt indstillet over for bankunionen, men ordføreren understreger, at partiet først tager endelig stilling, når regeringen har fremlagt en redegørelse for konsekvenserne ved dansk deltagelse.

- Hvis ministeren kender redegørelsen og er tryg ved den, så er da et fint tegn, og så går jeg ud fra, at vi andre også meget snart kommer til at kende den. Men jeg tror lige, at vi skal holde på hestene, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han henviser til, at Socialdemokraternes EU-ordfører, Morten Bødskov, onsdag afviser, at regeringen har taget stilling til dansk deltagelse i unionen.

Hos Liberal Alliance er EU-ordfører Mette Bock alt andet end tilfreds med regeringens signaler.

- Regeringen forholdt sig tavs under Europaparlamentsvalget tidligere på året med undskyldningen om et behov for et såkaldt sundhedstjek.

- Nu har indenrigs- og økonomiministeren så alligevel på et lukket møde fortalt bankerne, at de må indstille sig på deltagelse, siger hun ifølge en pressemeddelelse.

Partiet vil nu kalde Morten Østergaard i samråd for at få klarlagt regeringens holdning til unionen, som Liberal Alliance er modstander af.

- Hvis Danmark tilslutter sig EU's bankunion, vil der være en regning på flere milliarder, der skal betales, advarer Mette Bock.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.