Kvinden med cowboyhatten blev dødsensfarlig islamist
Hun var kusine til den formodede hjerne bag massakre i Paris. Onsdag udløste hun sit bombebælte i Saint-Denis.
To mænd bærer liget af en formodet jihadist ind i en ambulance, efter politiet onsdag stormede en lejlighed i Saint-Denis i Paris. Her sprængte kvinden Hasna Ait Boulahcn tilsynelandede sig selv i luften med det bombebælte, hun havde om livet.
To mænd bærer liget af en formodet jihadist ind i en ambulance, efter politiet onsdag stormede en lejlighed i Saint-Denis i Paris. Her sprængte kvinden Hasna Ait Boulahcn tilsynelandede sig selv i luften med det bombebælte, hun havde om livet. Foto: Michel Euler/AP


Kvinden, der midt i ugen sprængte sig selv i luften i Paris-bydelen Saint-Denis med et bombebælte, hed Hasna Ait Boulahcen. Hun skiftede i løbet af få måneder fra at være en livlig og sprælsk kvinde til at være en dødsensfarlig radikal islamist.

Hendes historie er om en ung kvinde fra et hjem i opløsning med mange humørsvingninger. Hun havde fået tilnavnet "Cowgirl", fordi hun havde en svaghed for cowboyhatte, inden hun brat vendte sig til radikal islamisme.

Under onsdagens politiaktion i Saint-Denis kunne man høre, hvordan hun svarede på et spørgsmål fra et medlem af politiets elitestyrke, der var på jagt efter hendes fætter, Abdelhamid Abaaoud - den formodede hjerne bag sidste fredags massakrer i Paris, der kostede 129 mennesker livet.

- Hvor er din kæreste, hvor er han, kan man høre politimanden råbe på en video-optagelse, som er foretaget af en beboer i området.

- Han er ikke min kæreste, skriger hun med skinger stemme.

Adskillige høje eksplosioner kan herefter høres, og det er på det tidspunkt, at politiet formoder, at Boulahcen udløste sit bombebælte og dermed blev den første kvindelige selvmordsbomber i Frankrig.

Nyhedsbureauet AFP har talt med hendes mor og bror, og de sagde, at de øjeblikkeligt vidste, at det var hende. De kunne genkende hende på stemmen.

Hendes bror, der ikke ønsker sit navn frem, fortæller, at hun pludselig var blevet radikaliseret for et halvt år siden, hvor hun begyndte at klæde sig i niqab.

- Hun var ustabil, hun skabte sin egen boble. Ikke fordi hun gik op i at læse og studere religionen. Jeg har aldrig set hende åbne en Koran, fortæller han.

- Det var hjernevask, mener hendes 58-årige mor, som havde levet sammen med hende i den nedslidte forstad Aulnay-sous-Bois indtil for få uger siden.

Sofiane, en nabo til familien, mener, at Boulahcen "havde et godt mundtøj", men hun var også "en smule tosset".

Faderen flyttede til Creutzwald nær den tyske grænse, og her beskriver hans ven Jerome hende som en livlig pige, der ofte bar cowboyhatte og støvler og "lejlighedsvis røg og drak, når hun gik i byen".

Hasna Ait Boulahcen, der blev født i 1989, havde en svær opvækst og blev sat i pleje fra hun var 8 til 15 år.

Hendes bror mener, det var en tid, hvor hun var "lykkelig og blomstrende".

- I starten gik alt godt. Hun var et barn som alle andre, siger hendes plejemor. Men hun virkede misfornøjet.

Hun havde stået og klappet foran fjernsynet, da al-Qaeda i 2001 angreb USA og dræbte næsten 3000 mennesker. Til sidst stak hun af fra sin plejefamilie.

Hun blev mere vred, og politikilder siger, at hun var mistænkt for at have overtrådt narkolovgivningen.

- Hun brugte al sin tid på sin smartphone, husker broren om den sidste periode af hendes liv.

For tre uger siden havde hun fortalt, at hun var flyttet ind hos en ven i nærheden.

- Vi er virkelig bedrøvede over alle ofrene, siger broren.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.