Københavns Politi har fundet en kvindetorso uden ben, uden arme og uden hoved i vandet ved Amager, oplyser efterforskningsleder Jens Møller. Liget er ikke identificeret.
Københavns Politi undersøger nu, om der kan være tale om den svenske journalist Kim Isabel Wall. Men det er ifølge Jens Møller for tidligt at sige.
Det var en mand på cykeltur langs kysten, der opdagede liget. Han tilkaldte politiet, som efterfølgende gjorde det makabre fund.
Nøjagtig hvor længe liget har ligget i vandet, er uvist. Kim Wall menes at være blevet smidt over bord fra en ubåd på et tidspunkt efter klokken 19 torsdag den 10. august.
- Liget har ligget i vandet i noget tid. Det er ikke en, der er faldet i vandet i dag, kan jeg sige, lyder det mandag aften fra Jens Møller under et pressemøde på Politigården i København.
Kim Wall menes at være død om bord på den hjemmebyggede ubåd "Nautilus", og dens ejer, opfinderen Peter Madsen, er sigtet for at have forvoldt hendes død.
Politiet modtog anmeldelsen om ligfundet klokken 15.41, og knap tre timer senere meldte politiet via Twitter ud, at man undersøgte sagen.
Efterforskningsleder Jens Møller siger til spekulationerne om, hvorvidt det fundne lig er Kim Wall:
- Det er alt, alt for tidligt at sige noget om. Vi ved det simpelthen ikke. Det er klart, at lige så snart vi får identifikation, så melder vi det ud, siger Jens Møller under pressemødet.
Tidligere mandag oplyste politiet, at Kim Wall ifølge Peter Madsens forklaring døde i en ulykke om bord på ubåden. Derefter bortskaffede han liget til søs.
Politiet efterforsker sagen som en drabssag og har sigtet Madsen for drab.
Men da sagen blev behandlet i Københavns Byret i sidste weekend, var der ikke beviser nok til at fængsle ham på den mistanke.
Dommer Kari Sørensen mente dog, at der var tilstrækkelig grundlag for at fængsle Madsen for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
Det hele foregik for lukkede døre, og indtil mandag formiddag var offentligheden overladt til spekulationer, når det gjaldt om at finde sammenhæng i sagen.
Men på baggrund af en højst usædvanlig aftale indgået mellem forsvarer og anklager valgte byretten at tillade et delvist referat af Madsens forklaring bag de lukkede døre.
Hvilken slags ulykke der - ifølge Peter Madsen - er sket på båden, er fortsat hemmeligholdt.
Men under grundlovsforhøret blev det sagt, at der var elementer i Madsens forklaring, som - hvis de kom offentligt ud - ville kunne krænke Kim Walls efterladte.
/ritzau/