Københavns Politi leder efter to mænd på omkring 50 år efter anmeldelse af en voldtægt søndag morgen mellem klokken 06 og 07 på S-togstationen i Husum i København, siger den centrale efterforskningsleder Youssef Lharraki, Københavns Politi.
En 47-årig kvinde anmeldte søndag morgen, at hun er blevet voldtaget på Husum Station i Storkøbenhavn.
Forbrydelsen skal have fundet sted på perronen i tidsrummet mellem klokken 06 og 07, oplyser Københavns Politi.
- Hun er på stationen i rejseanledning, og så bliver hun passet op af to mænd, som hun ikke kender. Det udvikler sig, og hun skal så angiveligt være blevet voldtaget af den ene af mændene, siger efterforskningsleder Jørgen Lyster.
Politiet har søndag formiddag undersøgt gerningsstedet. Det næste skridt er at gennemse videoovervågning fra perronen.
- Det er det, vi er ved at sidde og kigge igennem nu, siger Jørgen Lyster omkring klokken 11.
Umiddelbart mener politiet ikke, at vidner har overværet episoden.
- Men der er en borger, som træffer hende oppe foran stationen, fordi hun ser ked ud af det. Han kontakter så politiet, siger efterforskningslederen.
/ritzau/