Kvalt kvinde: Ansvaret er ikke kun plejehjemmets
Ansvaret for, at en dement kvinde blev kvalt i en sele, kan ikke bare tørres af på plejehjemmets ledere. Aalborg Kommune har ingen retningslinjer for tilsyn, viser en aktindsigt.
Aalborg Kommuner har hverken retningslinjer for, hvor længe en dement borger må ligge fastspændt, eller hvor ofte personalet skal kigge ind til hende
Aalborg Kommuner har hverken retningslinjer for, hvor længe en dement borger må ligge fastspændt, eller hvor ofte personalet skal kigge ind til hende Liv Høybye/Polfoto


Hvor længe må en dement borger ligge fastspændt? Og hvor ofte skal personalet kigge ind til hende? Det har Aalborg Kommune ingen retningslinjer for, viser en aktindsigt, Radio24syv har fået.

Kommunen har valgt at fyre to plejehjemsledere, efter en dement kvinde for to uger siden blev fundet kvalt i en sele på plejehjemmet Lollandshus i Aalborg.

Men det er ikke godt nok, mener Karen Stæhr, der er sektorformand for Social- og Sundhed i FOA.

"Det virker som om, de læner sig tilbage, fordi de har lavet en redegørelse og fyret to ledere," siger hun til Radio24syv.

Det er kommunens ansvar at lave klare retningslinjer for brugen af seler, så ledelsen og personalet på plejehjemmet ved, hvordan de skal forholde sig.

"Hvis man ser retningslinjer fra andre kommuner, blandt andre Aarhus, så kan man jo se, at de helt klart har præciseret, hvornår der skal være tilsyn, og hvornår der skal være fast vagt," siger hun.

Derfor vil Karen Stæhr nu tage problemet op med KL's social- og sundhedsudvalg.

"Det undrer mig, at man ikke har en ens politik på området, det ville gøre det væsentligt lettere for alle parter,"siger hun.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.