Kun få gymnasier løfter elever fagligt
Mange elever kunne få meget mere ud af gymnasieårene, mener organisation.
På de fleste gymnasier får middelklassedrengen med middelkarakterer fra folkeskolen også en middelmådig studentereksamen. Arkivfoto.
På de fleste gymnasier får middelklassedrengen med middelkarakterer fra folkeskolen også en middelmådig studentereksamen. Arkivfoto. Foto: DANIEL HJORTH/POLFOTO


Kun hvert sjette gymnasium formår at hæve elevernes faglighed mere, end man kunne forvente ud fra elevernes sociale baggrund og karakterer fra folkeskolen.

Det viser en rangliste over, hvor gode landets almene gymnasier er til at løfte eleverne, som Jyllands-Posten har lavet ud fra tal fra Undervisningsministeriet, og nogenlunde det samme billede tegner en analyse, som Dansk Erhverv præsenterer tirsdag.

På de fleste gymnasier får middelklassedrengen med middelkarakterer fra folkeskolen også en middelmådig studentereksamen. Men sådan behøver det ikke at være.

Katja Munch Thorsen, vicedirektør i Danmarks Evalueringsinstitut, mener, at oversigten sætter fingeren på et centralt sted:

- Der er et stort uudnyttet potentiale for at løfte eleverne på landets gymnasier, men desværre er der i dag ikke en god kultur for overhovedet at se på, om man rykker eleverne. Det kan sagtens lade sig gøre, men der er en tendens til at sige: "Hvis eleverne får fine karakterer, gør vi det godt."

Forsknings- og uddannelsespolitisk chef i Dansk Erhverv, Mette Fjord Sørensen, mener, at der bør indføres et læringstaxameter, der belønner gymnasier, som formår at rykke elevernes faglighed.

- Vi kan se, at mange elever kunne være blevet meget klogere. Derfor bliver skolerne nødt til at lære mere af hinanden, siger hun til avisen.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) er enig i, at gymnasierne skal blive bedre til at gøre brug af hinandens erfaringer, men mener ikke, at gymnasierne skal have penge ud fra, hvor gode de er til at løfte elevernes faglighed.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ventes i sin åbningstale i Folketinget tirsdag at varsle en gymnasiereform ifølge Jyllands-Posten.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.