Stormen Egon satte lørdag en stopper for al trafik på Storebæltsbroen, der af sikkerhedsmæssige årsager blev lukket.
Mens andre billister derfor var nødsaget til at vente i bilerne til broen åbnede igen klokken fire natten til søndag, susede kronprins Frederik i selskab med PET dog bare over.
Det har nu fået kronprinsen til at give en undskyldning, oplyser Hoffet til Ritzau.
- Kronprinsen er ked af det skete og kan godt forstå, at situationen var med til at skabe yderligere frustrationer og vrede blandt de mennesker, der havde ventet i mange timer på at passere broen, siger Lene Balleby, der er kommunikations- og pressechef for kongehuset og fortsætter:
- Det var en forkert beslutning at tage imod muligheden for, at bilen kunne fortsætte, og det beklager kronprinsen.
De to ture frem og tilbage over broen skete endda uden godkendelse fra myndighederne.
Det oplyser politidirektør Steen Nørskov fra Sydsjællands politi.
- Da PET og kronebilen kommer til Storebælt, får de lov til at køre gennem betalingsanlægget, og det er af sikkerhedsmæssige årsager, forklarer Steen Nørskov til Ritzau og fortsætter:
- Der er ikke givet tilladelse til at passere broen, men vi må jo konstatere, at de er kørt over. Det er der ikke mig bekendt fortilfælde for.
Men det er ikke kun kronprins Frederik, der er ked af brofadæsen. Også Politiets Efterretningstjeneste, PET, der fulgte kronprinsen over broen, siger nu undskyld.
- PET kan bekræfte, at Krone 7, fulgt af PET-livvagter, fik adgang til at passere Storebæltsbroen, selvom den var lukket for biltrafik på grund af storm, skriver PET i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Det er PET's ansvar at varetage sikkerheden i sådanne situationer, og denne passage burde naturligvis ikke være sket.
Som kongelig kan kronprinsen ikke straffes. Men havde det været en almindelige borger, der havde kørt over den stormlukkede bro, havde straffen, ifølge Steen Nørskov, som minimum lydt på en bøde.
Newspaq