Bedsteforældre har for vane at forgude deres børnebørn som små guldklumper.
Og mon ikke hertuginde Kate og prins Williams nyfødte prinsesse bliver en yndling i den britiske kongefamilie. Allerede før hun kom til verden, havde hun nemlig charmeret sig ind på sin bedstefar, prins Charles. Det skriver Mirror Online.
- Jeg er ellevild. Jeg håbede, det nye barnebarn ville være en pige, siger han.
Og mon ikke prinsessen gengælder sin bedstefars kærlighed. Med hendes navn Charlotte Elizabeth Diana er hun netop opkaldt efter både sin bedstefar, oldemor og afdøde bedstemor.
Charlotte, som er den kvindelige udgave af navnet Charles, er også mellemnavnet på hertuginde Kates søster og fornavnet på prins Williams kusine.
I havecentret Poundbury Gardens havde de også lagt mærke til navnesammenhængen mellem prinsen og den nyfødte prinsesse. De har derfor opkaldt en rose efter hende og forærede en begejstret bedstefar blomsten, da han var på besøg.
- En Charlotte-rose allerede? Den kommer til at se smuk ud i min have, sagde han.
Selv om prinsessen kun er godt en uge gammel, har prins Charles allerede planer for sit yngste barnebarn.
- Hun skal passe mig, når jeg bliver meget gammel, siger den 66-årige prins, der er forrest i arverækkefølgen efter sin mor, dronning Elizabeth.
Prins Charles blev bedstefar for første gang, da prinsesse Charlottes storebror, snart 2-årige prins George, kom til verden i juli 2013.
/ritzau/FOKUS