Kronprins inviterer til festival i haven
Den engelske prins Charles holder for første gang en havefestival i sin have i Gloucestershire.
Prins Charles har længe været vild med at være i haven.
Prins Charles har længe været vild med at være i haven. Foto: Richard Wainwright/AP


Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at den engelske prins Charles er glad for at være i haven.

Nu viser han for første gang sin have i Highgrove frem for offentligheden. Det skriver Hello! Magazine.

Efter 30 års perfektion af haven, åbner prinsen nu portene til sit hjem på landet i Glouchestershire i en hel uge i april.

For mens prins Charles' mor, dronning Elizabeth, varmer op til at fejre sin 90-års fødselsdag, holder prinsen sin helt egen fest. Ikke nok med det, så er den ugelange event en havefestival, der får besøg af en lang række haveentusiaster og -eksperter.

Der kommer blandt andre kendisgartneren Alan Titchmarsh og den verdensberømte kok Raymond Bland, der vil dele deres viden om alt fra økologisk mad til gartneridesign og historier fra haven med festivalens gæster.

Gæsterne kan mellem oplæggene nyde en kop te i haven, der er 60.705 kvadratmeter stor. Derfor er der brug for guides, der kan vise rundt i haven, så man ikke farer vild blandt en klump pelargonier eller stokroser.

Indgangsbilletterne, der bliver sat til salg den 18. februar, kommer til at koste mellem 145 og 165 kroner. Overskuddet fra festivalen går til prinsens velgørenhedsfond.

Festivalen varer fra 11. til 16. april, men det er endnu ikke sikkert, om hovedpersonen - prinsen selv - dukker op i løbet af ugen.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.