EU står over for sin hidtil største krise, mens medlemslandene dagligt kæmper for at finde ud af, hvordan de skal håndtere migrationskrisen, der hele tiden optrappes.
Det siger udenrigsminister Kristian Jensen (V) lørdag under et uformelt EU-udenrigsministermøde i Luxembourg.
- Det er jo ikke nyt, at der kommer flygtninge og migranter til Europa. Det nye er, at de kommer i sådan et omfang, at de normale måder at arbejde sammen på stort set er brudt sammen, siger Kristian Jensen.
Udenrigsministeren mener nok, at EU-landene med samlet over 500 millioner indbyggere kan håndtere dem, der allerede er kommet til Europa, hvis ellers det kan lykkes at standse tilstrømningen til Europa af endnu flere migranter og flygtninge.
- Men det er klart, at hvis de to millioner i Tyrkiet, hvis de fire millioner i Syriens nabolande, hvis de syv millioner internt fordrevne i Syrien, og hvis hele Nordafrika begynder at sætte sig i bevægelse, så har vi en menneskestrøm, som ingen lande kan håndtere, siger Kristian Jensen.
På mødet i Luxembourg har han over for de andre EU-udenrigsministre citeret den canadiske rockgruppe Bachman-Turner Overdrives kæmpehit fra 1974 "You Ain't Seen Nothing Yet" og advaret om, at migrationskrisen stadig kan blive langt værre, end den allerede er.
- For hvis ikke vi gør noget i forhold til nærområderne, i forhold til at sikre tålelige forhold i flygtningelejrene, i forhold til at hjælpe Tyrkiet, der måske har taget op imod to millioner flygtninge, hvis ikke vi gør noget for at hjælpe i de områder, så er det bare at konstatere, at "You Ain't Seen Nothing Yet", siger Kristian Jensen.
Han understreger også, at EU-landene skal have gang i hjemsendelserne, så alle kan se, at Europa ikke tager imod migranterne.
- Så længe de ser det at komme til Europa som en mulighed for at få lov til at blive, og der ikke sker nogle hjemsendelser af migranter, så vil de blive ved med at komme, siger udenrigsministeren.
Han afviser samtidig, at det skulle være et problem, at Danmark har forbehold og står uden for EU-samarbejdet på det område, han selv omtaler som EU's hidtil største krise.
- Den allerstørste udfordring er at få stoppet indstrømningen, og der er Danmark en del af løsningen. Vi er et af de konstruktive lande, der både leverer løsningsforslag og penge. Mange af de andre lande mangler at levere penge på det her område, siger Kristian Jensen.
/ritzau/