Krisecentre mødes med Søren Pind om ofre for voldtægt
Mange kvinder opgiver at gå til politiet for at anmelde en voldtægt, har ekspert fra Rigshospitalet sagt.
Cirka 20 personer mødes torsdag for at dele deres erfaringer om behandling af voldtægtssager med justitsminister Søren Pind (V) (arkivfoto)
Cirka 20 personer mødes torsdag for at dele deres erfaringer om behandling af voldtægtssager med justitsminister Søren Pind (V) (arkivfoto) Foto: ANDERS RYE SKJOLDJENSEN/POLFOTO


Krisecentre, advokater, offerrådgivere og andre fortæller torsdag Søren Pind, hvad myndighederne kan gøre bedre i sager om voldtægt.

Justitsministeren har inviteret en række organisationer og fagfolk for at få belyst emnet.

- Vi skal sørge for at komme hele vejen rundt om emnet, så vi kan blive klogere på forholdene omkring anmeldelser af voldtægt, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

For eksempel er politiet blevet kritiseret for ikke at behandle ofre ens. Nogle kvinder opgiver på forhånd ordensmagten.

Den erfaring har således Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, som sammen med et tilsvarende center i Aarhus deltager i torsdagens møde.

- Der er flere kvinder, der ikke anmelder voldtægterne, og flere, der bliver afvist, når de går til politiet, fastslog centrets leder, Hanne B. Nielsen, sidste år.

Joan-Søstrene, Dannerhuset, Hjælp Voldsofre, Offerrådgivningen og andre deltager også i diskussionen med ministeren.

Advokater, der bistår ofre for voldtægt, samt Amnesty, Rigspolitiet og Rigsadvokaten står også på listen af de indbudte.

Forud for mødet har Søren Pind erklæret sig som tilhænger af længere straffe, men det løser ikke alle problemer, erkender han.

- Voldtægt er et krænkende og voldsomt overgreb, der fremover bør straffes hårdere, men det løser ikke alle problemstillinger på området, siger han.

- Vi skal ordentligt hånd om voldtægtsofre, så jeg ser frem til mødet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.