Kræver god behandling: 20.000 demonstrerede for flygtninge
Politiet vurderer, at op imod 20.000 mennesker tirsdag var samlet for at demonstrere for flygtninges ret til asyl.
Demonstrationen startede ved Fredens park på Østerbro og herefter gik menneskemængden mod Christiansborg.
Demonstrationen startede ved Fredens park på Østerbro og herefter gik menneskemængden mod Christiansborg. Foto: Søren Bidstrup/Scanpix


Op mod 20.000 danskere var tirsdag mødt op til en folkevandring for en ordentlig behandling af flygtninge.

Det oplyser Københavns Politi på Twitter tirsdag aften.

Demonstrationen startede klokken 17 ved Fredens Park på Østerbro, hvor også Udlændingestyrelsen ligger.

Herfra fortsatte vandringen mod Christiansborg Slotsplads med taler og musik.

Ifølge politiet resulterede demonstrationen i trafikkaos i indre by som resultat af det store fremmøde.

Bag initiativet står Velkomstkomiteen, der har gjort opmærksom på demonstrationen via Facebook.

På det sociale medie har 26.000 brugere erklæret, at de ville møde op til tirsdagens demonstration, der har som mål at vise solidaritet med flygtninge.

Velkomstkomiteen beskriver selv, hvordan de mener, "at det går i den forkerte retning, hvad angår vores måde at behandle mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse."

Der er knyttet en række talere til vandringen. Blandt andre forskningschefen for Institut for Menneskerettigheder, Thomas Gammeltoft-Hansen, og formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau.

Også Børnefondens formand, Stine Bosse, deltager og understreger, at hun synes, demonstrationen er meget relevant.

- Det er vigtigt, at vi markerer, at de mennesker, der kommer til Danmark, skal vi på alle mulige måder behandle ordentligt.

- Og igennem det forpligtende fællesskab, som vi er en del af, skal vi bidrage til at få skabt nogle varige løsninger. Både for Danmark og for resten af Europa, sagde hun tidligere tirsdag til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.