Kontroversiel hiphopper takker kongefamilie
Snoop Dogg mener selv, at det er den britiske kongefamilies fortjeneste, at han ikke er bandlyst fra at besøge England.
Snoop Dogg er fyldt med respekt over for den britiske kongefamilie.
Snoop Dogg er fyldt med respekt over for den britiske kongefamilie. Foto: Jordan Strauss/JORDAN STRAUSS/INVISION/AP


Han er notorisk kendt for at ryge cannabis, og blandt andet har han fortalt, at han under et besøg i Det Hvide Hus tændte op for en joint.

Det har haft store konsekvenser for den kontroversielle rapper Snoop Dogg, der for eksempel blev bandlyst fra Norge i to år, efter han blev snuppet med otte gram cannabis på vej ind i landet.

Selv er han overbevist om, at det samme ville være sket i England, hvis ikke det havde været for den britiske kongefamilie.

Det skriver The Guardian.

- De prøvede at smide mig ud af England, men så kom dronningen med en kommentar om, at hendes børnebørn var vilde med Snoop Dogg, og at jeg ikke havde brudt loven i Storbritannien, så derfor gav hun mig lov til at blive, forklarer han.

Taknemmeligheden over for dronningen og hendes børnebørn har resulteret i stor respekt for kongefamilien fra rapperens side.

- To af børnebørnene voksede op og blev prins William og prins Harry. Jeg havde en indflydelse på dem, og de havde en indflydelse på deres bedstemor. De elsker min musik, og sådan er det. Der er en gensidig kærlighed og respekt, det er helt sikkert, siger Snoop Dogg.

Ritzau Fokus

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.