Konservative afviser at sende flygtninge i statscentre
K ser gode takter i DF-idé om at give flere flygtninge midlertidigt asyl, men afviser at de skal bo i centre.
Den konservative integrationsordfører, Naser Khader, frygter, at flygtninge vil blive passive og at det vil gå ud over deres familieliv, hvis de skal bo i statscentre, indtil de kan vende tilbage til deres hjemland.
Den konservative integrationsordfører, Naser Khader, frygter, at flygtninge vil blive passive og at det vil gå ud over deres familieliv, hvis de skal bo i statscentre, indtil de kan vende tilbage til deres hjemland. Foto: Unger Anthon/free


De Konservative er ikke umiddelbart med på at indgå et nationalt kompromis på flygtningeområdet efter den skitse, Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, lægger frem i onsdagens udgave af Berlingske.

Kristian Thulesen Dahl siger til avisen, at Dansk Folkeparti er indstillet på at lade flere flygtninge komme til Danmark. Men det skal ske på den klare betingelse, at de indlogeres på statscentre og rejser hjem igen, når de kan.

Den konservative integrationsordfører, Naser Khader, ser positivt på dele af forslagene fra Thulesen Dahl, men selve betingelsen om, at flygtningene skal bo i centre, afviser han blankt.

- De skal ud og bidrage og være aktive. Folk, der er i lejre i flere måneder og år, bliver inaktive, og det går ud over familielivet, og de er heller ikke parate til at komme hjem og bygge deres hjemland op, siger Naser Khader.

De Konservative har til gengæld sympati for Dansk Folkepartis ønske om at hente flygtninge direkte fra flygtningelejre i Syrien, fordi det vil underminere forretningen for menneskesmuglere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.