Kongehus eller ej? Her er danskernes dom
Dronning Margrethe er stadig populær. I en ny rundspørge får hun og kongehuset massiv opbakning.
Det danske kongehus vil bestå i mindst 50 år endnu. Det siger danskerne og bakkes op af ekspert.
Det danske kongehus vil bestå i mindst 50 år endnu. Det siger danskerne og bakkes op af ekspert. Foto: Henning Bagger/Scanpix/arkiv


Danskerne vil holde fast i monarkiet. 

På dagen, hvor kronprins Frederik og kronprinsesse Mary kan fejre kobberbryllup, viser en undersøgelse, at forholdet mellem danskerne og kongehuset er - ganske som det plejer at være. 

Vi er vilde med Daisy og co. 

Analyseinstituttet Epinion har for DR spurgt 1001 danskere om deres mening om de kongelige.

Af dem er det kun 15 procent, som vil have kongehuset afskaffet. 71 procent svarer, at Danmark fortsat skal være et monarki.

Enorm populær

Selvom opbakningen er lidt svagere end tidligere, så har støtten til det danske kongehus været stabil de seneste 40 år, siger kongehus-ekspert Jes Fabricius Møller til DR. (artiklen fortsætter under afstemningen)

AFSTEMNING
Kongehus eller ej? Hvad synes DU
Mener du, at monarkiet i Danmark bør bevares eller afskaffes?




Men kongehusets opbakning er afhængig af, hvem der sidder på tronen, forklarer Jes Fabricius Møller.

- Altså, om vi kan lide dem, der bestyrer butikken. Og det er i hvert fald tilfældet med dronning Margrethe, hvor alle de undersøgelser, vi kender, viser, at hun er enormt populær, siger Jes Fabricius Møller til DR.

Kongehuset består

Ifølge eksperten skal republikanerne ikke tro, at der sker omvæltninger på den front foreløbig. Jes Fabricius Møller spår, at kongehusets placering i det danske samfund fortsat er intakt om 50 år.

Han er således enig med danskerne, som i undersøgelsen også har vurderet fremtiden for det danske monarki.

Lidt flere end seks ud af ti tror nemlig, at monarkiet stadig eksisterer om 50 år.

Der bliver jævnligt lavet tilsvarende målinger af danskernes opbakning til Margrethe og Co. For to år siden viste en meningsmåling, som Gallup lavede for Berlingske, at 83 procent af danskerne var uenige i, at monarkiet skal afskaffes.

82 procent af de adspurgte erklærede sig samtidig enige i, at Danmark har gavn af monarkiet. 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.