Kommission klar til at droppe barselsregler
Efter seks års frugtesløse forhandlinger er det nok slut med forsøg på fælles EU-mindsteregler for barsel.
Fædre på barsel til legestue. Arkivfoto.
Fædre på barsel til legestue. Arkivfoto. Foto: PETER MYDSKE/POLFOTO


EU's medlemslande og parlamentet kommer næppe til at enes om at hæve den fælles mindstegrænse for, hvor længe gravide og nybagte mødre skal have ret til at have betalt barselsorlov.

Derfor overvejer EU-Kommissionen nu helt at droppe forsøget.

Et seks år gammelt direktivforslag, der sigter mod at hæve grænsen fra 14 til 18 uger og samtidig gøre seks af ugerne obligatoriske, er med på listen over de strandede forslag, den nye EU-kommission gør klar til skrotning.

Barselsdirektivet var torsdag for første gang i flere år til debat blandt EU-landenes social- og beskæftigelsesministre, da de holdt møde i Bruxelles.

Her var konklusionen, at holdningen i medlemslandene er alt for langt fra holdningen i Europaparlamentet.

Parlamentet vil ud over en mindstegrænse på 20 uger med fuld løn til moderen også have mindst to ugers fuldt betalt orlov til den anden forælder.

- Gentagne debatter har vist, at 20 uger med fuld løn er fuldstændig uacceptabelt for rådet og et urealistisk udgangspunkt for videre debat - især set i lyset af den aktuelle finansielle og økonomiske krise og presset for at sikre finanspolitiske stramninger, hedder det i en skriftlig opsummering af ministrenes debat.

I en lækket, foreløbig udgave af det arbejdsprogram, EU-Kommissionen ventes at vedtage i næste uge, lægger kommissionen op til at give parterne et halvt år til at enes. Hvis ikke det lykkes, ryger forslaget til skrot.

Kommissionen levner ikke meget tvivl om sin egen holdning.

- Forslag gør ingen gavn, hvis de bare ligger stille på et forhandlingsbord, hvis de bliver overhalet af begivenhederne, eller hvis de undervejs i forhandlingerne bliver udvandet til en form, hvor de ikke længere kan opfylde deres oprindelige mål.

Kommissionens arbejdsprogram bliver formelt præsenteret tirsdag i næste uge, hvorefter medlemslandene og parlamentet skal give deres besyv med om de i alt 80 lovforslag, kommissionen foreslår at droppe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.