Købte ekstra lotto-kupon og vandt 11 millioner: ”En fed fornemmelse”
Vinderen af lørdagens Lotto-spil har altid syntes det kunne være dejligt at vinde en million eller to.
Jeg er normalt rimeligt fattet, men vi fik slet ikke sovet den nat. Det fortæller vinderen af lørdagens store gevinst på over 11 millioner lotto-kroner.

Jeg er normalt rimeligt fattet, men vi fik slet ikke sovet den nat. Det fortæller vinderen af lørdagens store gevinst på over 11 millioner lotto-kroner.
Foto: Scanpix/modelfoto


Et ægtepar fra Esbjerg spiller Lotto hver uge, men op til lørdagens trækning købte parret en ekstra LynLotto-kupon. Og den pludselige indskydelse viste sig at være millioner værd.

De vandt nemlig Jackpot-puljen, så der er mere end 11 millioner kroner på vej ind på bankkontoen.

- Det er en fed fornemmelse. Men jeg tror ikke på det, før alle pengene er kommet ind, siger den mandlige del af vinderparret.

I alt er 11.155.774 kroner på vej til den sydvestjyske by, men at det er dem, som har vundet forbliver en hemmelighed.

Hent lige kuponen, hustru

Søndag morgen så han, at dagbladet JydskeVestkysten havde slået nyheden om den store Lotto-gevinst op på sin Facebook-side.

Her stod også, at kuponen var købt hos B.I. Marked på Torvegade på kanten af Esbjergs centrum.

- Det var dér, vi købte den, prøv lige at hente kuponen, sagde manden til sin hustru.

Uvirkeligt

Han fortæller, at han normalt aldrig tjekker tallene selv, men blot får tjekket dem hos forhandleren, når han køber nye spil.

- Vi tjekkede tallene. Og det var vores tal, kunne vi se. Jeg tog det egentlig stille og roligt, men min kone blev helt rundt på gulvet.

- Man bliver glad, men det er uvirkeligt på samme tid. Jeg har det stadig sådan, at jeg tror ikke på det, før alle pengene er kommet ind, siger han.

Fik ikke sovet

Men da det var bekræftet, at de var vinderne begyndte tankerne. De fik tjekket kuponen hos en forhandler, men hvad nu med præmiebeviset? De kunne jo først komme i banken om mandagen.

- Jeg er normalt rimeligt fattet, men vi fik slet ikke sovet den nat, griner han.

Sikker fremtid

Nu har de fået sovet. De har været i banken. Og de har vænnet sig til tanken om den gevaldigt store gevinst.

- Det er dejligt. Jeg har altid sagt, at kunne man bare vinde en million eller to, så havde man da prøvet det. Og så rammer det lige os, 7-9-13, vi føler os heldige, siger han.

- Vi har et godt liv, men det giver nogle økonomiske muligheder og en sikkerhed for fremtiden.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.