Trods formaninger fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har Københavns Kommune ikke tænkt sig at sætte en stopper for kønsopdelt svømning.
Det slår kommunens kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (R), lørdag aften fast i et interview med Berlingske.
Borgmesteren påpeger, at der er foreningsfrihed i Danmark, og at det er op til de enkelte kommuner at beslutte, om deres faciliteter må bruges af bestemte foreninger.
- Det er kommunerne, der bestemmer, om foreninger må bruge offentlige anlæg. Hvis han vil have, at det er anderledes, må han få Christiansborg til at lovgive om det, siger hun.
Udtalelsen fra Kaare Bek Dybvad kom, efter at Udlændinge- og Integrationsministeriet spurgte landets kommuner om forekomsten af kønsopdelt svømning i offentlige svømmeanlæg.
Undersøgelsen blev iværksat på baggrund af et beslutningsforslag fra maj 2023 om at forbyde muligheden for at opdele svømmehaller på baggrund af køn.
Kønsopdelt svømning betegner en situation, hvor der tilbydes svømning til personer af samme køn. Det modsatte køn ikke må deltage eller overvære aktiviteten, står det i et notat fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Samtlige 98 kommuner er blevet spurgt, og 92 har svaret.
12 af dem har svaret, at de er bekendte med, at der tilbydes kønsopdelt svømning i kommunens svømmeanlæg.
Ministeren har kaldt tendensen "udansk" og antydet, at det er "mellemøstlig" kultur, som manifesterer sig i samfundet.
- Vi skal ikke lade mellemøstlige normer diktere, hvordan vi indretter vores offentlige rum, har han sagt.
Mia Nyegaard siger til Berlingske, at hun ikke ved, om den kønsopdelte svømning foregår på den måde, som Kaare Dybvad Bek antyder, men oplyser, at der er otte foreninger i hovedstaden, som tilbyder kønsopdelt svømning.
/ritzau/