Kinas eksport falder voldsomt
Eksporten i verdens næststørste økonomi faldt i februar 25 procent i forhold til sidste år.
Der blev i februar solgt langt færre varer fra Kina til udlandet end samme periode sidste år. Arkivfoto
Der blev i februar solgt langt færre varer fra Kina til udlandet end samme periode sidste år. Arkivfoto Foto: Colourbox/Free


Iagttagere af kinesisk økonomi vil nok spærre øjnene gevaldigt op, når de ser de seneste tal for landets handel med udlandet.

Tal for februar, der er blevet offentliggjort natten til tirsdag dansk tid, viser, at Kina både har eksporteret og importeret færre varer end ventet blandt økonomer. Der er tale om en gedigen skuffelse.

Kinas eksport faldt 25,4 procent i forhold til samme måned sidste år - dobbelt så meget som markedets forventninger - og importen faldt 13,8 procent.

Eksportfaldet er det største siden maj 2009, men ifølge økonomer skal nedgangen ikke nødvendigvis tolkes som en stor forværring, da det kinesiske nytår i år faldt i februar. I den periode er der normalt ikke vildt gang i de økonomiske kedler.

Men selv hvis man kigger på tallene for både januar og februar, hvilket bør fjerne noget af nytårseffekten, er der tale om et fald på 17,8 procent i eksport og 16,7 procent i import.

Det peger på svagere efterspørgsel både ude og hjemme, hvilket påvirker verdens næststørste økonomi.

De analytikere, som nyhedsbureauet Reuters på forhånd havde spurgt, ventede et eksportfald på 12,5 procent samt et importfald på 10,0 procent i februar.

De seneste år har Kina gentagne gange ikke levet op til sine egne handelsmål, og i år har politikerne valgt ikke at sætte et specifik mål for væksten på det område.

Kinas handelsoverskud endte i februar på 32,6 milliarder dollar. Det er en nedgang fra 63,3 milliarder dollar i januar.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.