Kim Andersen dæmper Tour-håbet: Top-10 kan blive svært
Treks topryttere leder efter topformen, og sportsdirektør Kim Andersens forventninger til Touren er beskedne.


For andet år i træk går det luxembourgske cykelhold Trek ind til Tour de France uden store forventninger om topresultater.

Prominente navne som Fabian Cancellara og klassementhåbet Bauke Mollema har haft en svag optakt, og holdets danske sportsdirektør Kim Andersen har sat en relativt beskeden målsætning før Tour-starten lørdag eftermiddag.

- Vi vil være tilfredse, hvis vi vinder en etape og får en rytter i top-10. Men hvis man ser på de navne, der er til start i år, kan selv en top-10-placering blive meget svær at nå, erkender Kim Andersen.

Bauke Mollema blev indkøbt op til denne sæson som afløser for Andy Schleck, der har stoppet karrieren.

Hollænderen kommer med et cv, der tæller to top-10-placeringer i Tour de France, men de hidtidige præstationer i Trek-trikoten har ladet en del tilbage at ønske.

Senest blev han nummer 60 i opvarmningsløbet Criterium du Dauphiné, hvor han aldrig spillede nogen rolle.

- Det var ikke prangende. Men man ser ofte, at de ryttere, der rammer topformen i Dauphiné, går lidt ned i Tour de France, hvor det trods alt er i tredje uge, det bliver hårdest. Vi må håbe, han har timet formen perfekt, siger Kim Andersen.

Den danske sportsdirektør beskriver Mollema som Andy Schlecks diametrale modsætning.

- De to kan slet ikke sammenlignes. Schleck er født på en cykel, mens Mollema har startet karrieren meget sent.

- Andy Schleck havde langt større talent, men til gengæld er Mollema - i modsætning til Andy - en rigtig fighter, lyder det fra Kim Andersen.

I lørdagens Tour-åbning, som er en 13,8 kilometer lang enkeltstart, ligger holdets forhåbninger selvsagt hos Fabian Cancellara, der fem gange har taget den gule førertrøje på første Tour-dag.

Han får dog hård konkurrence fra ryttere som Tony Martin (Etixx-Quick-Step), Rohan Dennis (BMC) og Tom Dumoulin (Giant-Alpecin).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.