Lance Armstrong skal betale 65 millioner tilbage
Den vanærede tidligere cykelrytter taber retssag mod SCA Promotions i forbindelse med en bonuskonflikt.
Lance Armstrong taber retssag og skal tilbagebetale 65 millioner kroner til firma.
Lance Armstrong taber retssag og skal tilbagebetale 65 millioner kroner til firma. Foto: Graham Hughes/AP


Den vanærede tidligere amerikanske cykelrytter Lance Armstrong skal betale 10 millioner dollar, svarende til 65 millioner kroner, til det amerikanske firma SCA Promotions i forbindelse med en bonuskonflikt.

Det skriver BBC og en lang række andre internationale medier.

- Vi er meget tilfredse med resultatet, siger firmaets præsident, Bob Hamman, ifølge AFP.

Firmaet sagsøgte sidste år det amerikanske cykelikon og krævede faktisk 12 millioner dollar fra ham.

Armstrong indrømmede i 2013, at han dopede sig som aktiv, hvor det blandt andet blev til syv triumfer i træk ved Tour de France fra 1999 til 2005.

De sejre er efterfølgende blevet taget fra Armstrong, og derfor mente SCA Promotions ikke, at Armstrong havde krav på de bonuspenge, han modtog fra firmaet.

- Det er svært at beskrive, hvor meget vrede Lance Armstrongs løgne har forsaget hos SCA, men dette er en god start mod at reparere den skade, siger Hamman.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.