Lækre måltider og flotte feriebilleder er noget af det, der fylder meget på de sociale medier, hvor man med hjælp fra et mobilkamera kan iscenesætte livet, så det fremstår helt perfekt.
Men står det til Peter Ingemann, så skal der skrues ned for alt det perfekte på Facebook, hvor han selv er begyndt at vise det middelmådige og uredigerede liv.
Den kendte tv-vært forklarer til ALT for damerne, at man ikke skal være bange for at stå frem med sine uperfektheder.
Dét gør han selv ved at nævne en bolighandel, der for nogle år siden var årsag til, at den tidligere 'Hammerslag'-vært og hustruen Trine var tæt på at gå konkurs.
-Vi havde købt lejlighed i Tyrkiet og stod med to dyre huse i Danmark. Vi havde simpelthen købt, før vi havde solgt. Været dumme og taget munden for fuld ligesom mange andre danskere. Så ramte finanskrisen. Og en økonomisk krise gør altså bare ikke noget godt for et parforhold, siger Peter Ingemann til ALT for damerne.
Den 45-årige journalist kaldet et parforhold for "fantasiløst og kærlighedsløst", hvis det er kriseløst. Det er derfor vigtigt, at man bryder med myten om, at et ægteskab skal være perfekt hele tiden, lyder det fra Peter Ingemann, der til efteråret er tilbage på skærmen i de to nye programmer 'Fremtiden ifølge Ingemann' og 'Vestkysten.