Keld om Helle Thorning-Schmidt: Hende har vi respekt for
Thorning fik en fredelig sidste 1. maj før folketingsvalget. Dagpengemelding har formentlig hjulpet.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødte som andet punkt på hendes 1. maj-program op til Socialdemokraternes eget møde klokken 08.00 i Aarhussalen i LOs hus på Skt. Knuds Torv.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødte som andet punkt på hendes 1. maj-program op til Socialdemokraternes eget møde klokken 08.00 i Aarhussalen i LOs hus på Skt. Knuds Torv. Foto: BERG PEDERSEN MIKKEL/POLFOTO


Et angreb med vandpistol, flere tomatkast, skilte med sure smiley'er, buhråb og øredøvende fløjten.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har i de seneste år haft flere halv-traumatiske 1. maj-oplevelser. Men på den sidste 1. maj før valget, fik Thorning endelig den 1. maj, som en socialdemokratisk formand håber på.

Thorning indledte dagen klokken 06.30 i Randers med at fortælle de lokale S-medlemmer, at hun ønsker en ændring af dagpengereglerne, herunder genoptjeningsperioden efter valget.

Selvom Thorning fastslog, at det nye dagpengesystem ikke må koste flere penge, var det med til at sikre taktfaste klapsalver fra de fremmødte i Randers.

- Det har været op ad bakke af og til. Men S har gjort det godt, og Helle Thorning-Schmidts hår på brystet er virkelig værd at skrive hjem om. Hende har vi virkelig respekt for, sagde Keld Hansen, som hørte talen i Socialdemokraternes partiforening i Randers.

Og da Thorning for alvor mødte folket i Fælledparken i København langt fra partiforeningernes trygge lokaler med kaffe på bordene, foregik det også i god ro og orden.

Mens en venstreorienteret gruppe sidste år forsøgte at kortslutte demokratiet med fløjtedemontrationen "Overdøv Helle", fik de fremmødte tilhørere i Fælledparken denne gang lov af til at høre, hvad statsministeren havde at sige.

Muligvis havde talsmanden fra "Overdøv Helle", Mikkeline Liv Rask-Hellensten, fået nok af fløjter, efter at hun selv blev fløjtet hele vejen ud af tv-studiet og DR Byen, da hun stillede op til interview om aktionen i Anders Lund Madsens program "Dårligt Nyt".

Også aktivisterne fra protestgruppen "Her er oprøret" havde stukket fløjten ind.

- Vi har travlt med andre ting og er ikke interesserede i at blive blandet ind i et valgkampscirkus, meddelte gruppen onsdag på Facebook.

Under regnen og paraplyerne i Københavns næststørste park blev det til enkelte buhråb, men også til taktfaste råb på "Helle, Helle, Helle".

- Vi kunne jo også lade være at sælge Dong. Hvad synes du, Helle?, lød det blandt andet fra kritikkerne.

Det var dog klapslaverne, som fyldte mest, da Thorning afsluttede sin tale med at ønske god 1. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.