Kaotisk styrt sendte fem ryttere ud af Touren
Et kaotisk styrt på 3. etape involverede en lang række ryttere og sendte fem ryttere ud af Tour de France.
Det stort styrt i feltet efter 100 kilometers kørsel betød, at fire ryttere udgik, mens Fabian Cancellara i den gule førertrøje var i store problemer.
Det stort styrt i feltet efter 100 kilometers kørsel betød, at fire ryttere udgik, mens Fabian Cancellara i den gule førertrøje var i store problemer. Foto: Christophe Ena/AP


Tour de France blev mandag neutraliseret efter 100 kilometer af 3. etape, der kørtes fra Antwerpen til Huy.

Årsagen var et kaotisk massestyrt, der blandt mange andre involverede løbets gule førertrøje Fabian Cancellara, der dog formåede at fortsætte.

Styrtet var så omfattende, at løbsledelsen valgte at stoppe etapen midlertidigt, og det betød, at fire ryttere i første omgang måtte udgå af dette års Tour de France på grund af styrtet.

Det var William Bonnet (FDJ), Simon Gerrans (Orica-Greenedge), Tom Dumoulin (Giant Alpecin) og Dmitriy Kozontchuk (Katusha).

Efter etapen måtte også Daryl Impey (Orica-Greenedge) udgå, da han fik konstateret et brækket kraveben efter at have været en tur i asfalten.

Etapen blev senere genoptaget, stoppet igen og genoptaget igen, og etapesejren gik til spanske Joaquim Rodriquez (Katusha), der satte de øvrige i front på stigningen Mur de Huy med Chris Froome (Sky) lige bagefter.

Det betød, at Chris Froome overtog den gule førertrøje.

Årsagen til, at løbet blev neutraliseret var, at løbsledelsen var nødt til at få et overblik over konsekvenserne af styrtet samt over mulighederne for lægeassistance.

- Der var ikke flere ambulancer og ikke flere læger, som kunne sikre, at rytterne i front kunne få hjælp, sagde løbsdirektøren, Christian Prudhomme, efter etapeafslutningen.

/ritzau/


Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.