Politikerne vil ikke bare have din stemme. De vil også styre, hvad du tænker.

En af de mest effektive måder at gøre det på er igennem sproget, og derfor foregår der en konstant kamp mellem politikerne for at udbrede netop deres version.

»Det virker. Man pådutter folk den holdning, man ønsker, igennem sproget,« siger professor i retorik Christian Kock fra Københavns Universitet.

Christian Kock henviser til debatten om, hvorvidt hjemmeboende studerende skal modtage SU. Her lykkedes det regeringen at udbrede brugen af café-penge.

»Du lyder jo dum, hvis du siger: Jeg går ind for cafe-penge til de unge. Jeg tror, at det var medvirkende i en eller anden grad til, at det senere lykkedes regeringen at skære i SUen til hjemmeboende,« siger retorikprofessoren.

Kampen om sproget bølger frem og tilbage, men vinderen er ikke den, der får vedtaget flest love i Folketinget. Vinderen er den, der får vedtaget flest nye ord, helst uden at danskerne lægger mærke til det. Så vil de politiske ændringer nemlig komme helt af sig selv.

Fremtiden afgøres af ord

Statsminister Anders Fogh Rasmussen forklarede i et interview med Weekendavisen i januar 2003, at den vigtigste kamp om danskernes holdning skal udkæmpes på ord, ikke love.

»Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske ændringer af lovgivningssystemer. Det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten,« sagde han.

Ifølge Christian Kock løber denne kamp som en rød tråd igennem regeringens kommunikation.

»Statsministeren tænker strategisk og meget langt. Han vil ændre folks tænkemåde, og det gør han blandt andet ved at ændre sproget,« siger Christian Kock.

Metoden hedder newspeak og kommer fra George Orwells fremtidsroman 1984 fra 1949. Handlingen udspiller sig i et kynisk overvågningssamfund, hvor myndighederne manipulerer med folkets tanker ved at ændre ordenes betydning. Således er krig, ifølge myndighederne, faktisk er krig en god ting:

»Selve ordet krig er derfor blevet misledende. Det ville nok være mere præcist at sige, at fordi krig er blevet konstant, er det holdt op med at eksistere ... Krig er Fred,« lyder det fra myndighederne i bogen 1984.

Fattig eller lavindkomst

I øjeblikket foregår en kamp om, hvad man bør kalde de danskere, der har færrest penge mellem hænderne. Anders Fogh Rasmussen afviser at indføre en officiel fattigdomsgrænse i Danmark. Med en grænse vil hans politiske modstandere altid kunne anklage ham for ikke at gøre nok for denne del af befolkningen.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ønsker derimod en officiel fattigdomsgrænse, og rådet udgav for nylig en rapport, der konkluderede, at 50.000 danskere var blevet fattige under Fogh.

»’Fattig’ signalerer, at det er et problem, der skal gøres noget ved. Det er klart, at der ligger en værdi i det ord, nemlig at der er folk, som har svært ved at leve en ordentlig tilværelse,« siger Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Han protesterer mod den borgerlige definition lavindkomstgruppen.

»Lavindkomstgruppe fortæller jo ikke noget. Det er mere en konstatering eller en beskrivelse af den gruppe. Det er bare nå, ja.«

Ifølge den liberale tænketank CEPOS er det vigtigt at erobre sproget for at opnå forandring. CEPOS blev oprettet i 2005 med det formål at påvirke den offentlige debat og dermed dreje Danmark i en mere liberal retning. Ifølge direktøren lægges der vægt på et sagligt ordvalg for at opnå troværdighed. Direktør Martin Ågerup bruger selv betegnelsen lavindkomstgrupper i stedet for fattige.

»Fattige er simpelthen et forkert ord at bruge, og så er det følelsesladet. Man er ikke nødvendigvis fattig, fordi man i et enkelt år tilhører lavindkomstgruppen,« siger Martin Ågerup.

Sult eller starthjælp?

Den bedste form for newspeak er den, ingen opdager. Det er starthjælp et eksempel på, ifølge retorik-professor Christian Kock.

Starthjælpen er regeringens ydelse til flygtninge, der har fået asyl og begynder et nyt liv i Danmark. Den er 35 procent lavere end kontanthjælpen for en enlig og kunne sagtens kaldes nedsat kontanthjælp , men oppositionen har ikke fundet på et bedre ord.

»Oppositionen prøvede i starten at tale om sultecirkulæret, men nu bruger selv modstanderne ordet uden at tænke over det. Rent sprogligt har de accepteret regeringens opfattelse af, at folk skal have et kærligt skub. Start og hjælp forbinder man med positive ting. Det er plusord, men man kunne lige så godt kalde det nedsat kontanthjælp eller flygtningeydelse,« siger Christian Kock.

Krig eller kampagne?

Martin Lindblom er på vagt, når regeringen skriver nye ord ind i danskernes mentale ordbog. Han arbejder på redaktionen hos Modkraft.dk, en nyhedsportal, der politisk ligger på venstrefløjen, og for eksempel bider han mærke i, at Udlændingestyrelsen, der afgør blandt andet asylansøgninger, arbejdstilladelser og familiesammenføringer, har skiftet navn til Udlændingeservice.

»Udlændingeservice er virkelig et hovedet på sømmet-eksempel på newspeak. Det er en service, der primært går ud på at udvise folk.«

Hvad burde det hedde?

»Udvisningsservice. Nej, det ved jeg ikke,« siger han og giver endnu et eksempel på regeringens newspeak.

»Krigen i Irak blev kaldt en kampagne, eller en intervention, meget længe. Det slører. Det betyder, at krig ikke opfattes så alvorligt. På den måde har sproget en utroligt stor magt. Det er det samme, når medierne sparer på de blodige billeder fra Irak,« siger Martin Lindblom.

Han fortæller, at Modkraft.dk har en løbende intern diskussion om ordvalget på hjemmesiden.

»Vi vil ikke bruge regeringens sprog og kalde krigen i Irak for en kampagne, men på den anden side redigerer vi det ud, hvis nogen kalder det en nazistisk terrorkrig for eksempel. Det værste er, hvis man bliver skinger. Generelt prøver vi at spare lidt på 70 er-retorikken,« siger han.

På den anden side af det politiske spektrum arbejder David Karsbøl bevidst med sit ordvalg. Han er redaktør på det liberale debatforum Liberator.dk og kommentator ved Berlingske Tidende.

»Jeg abonnerer på George Orwells teori i 1984. Hvis man formår at styre folks sprog, så formår man at styre den måde, folk tænker på. Det er derfor, venstrefløjen er så forhippet på, at der er ord, vi skal undgå. Jeg kalder bevidst en spade for en spade. Jeg kalder konsekvent offentligt ansatte for bureaukrater, og jeg mener, at det er legitimt at kalde visse mennesker for voldsmænd og nassere.«

Er det bistandsmodtagere?

»Ja, for eksempel,« siger David Karsbøl.

Sådan fortsætter debattørerne med at sætte deres fingeraftryk på Danmark igennem deres ordvalg. Det er en kamp om tanker. Den, der styrer sproget, styrer folket.