Kajak-VM: Nedturen fortsætter for danske kvinder
To gange blev det ved lige og næsten for de danske kajakkvinder i forhold til at hente OL-billetter ved VM.


Lørdag blev en rigtig øv-dag for de danske kajakkvinder ved VM i Milano.

Først kiksede Henriette Engel Hansen og Emma Aastrand Jørgensen i den danske dametoer på 500 meter, hvor en plads i top-6 i A-finalen ville udløse en OL-billet. Den danske båd blev nummer syv.

Senere lørdag skulle de to danskere på vandet igen i kvindernes firer - også på 500 meter - sammen med Amalie Thomsen og Ida Villumsen.

Kravet var at slutte blandt de tre bedste i semifinalen før at komme videre til finalen, men det kiksede akkurat.

Danskerne kom ellers fint fra land, men det endte med en sur fjerdeplads, og dermed blev det heller ikke i fireren til en OL-billet, som var det helt store mål.

- Det var rigtig ærgerligt, for pigerne roede et rigtig godt løb. Men sådan er sport, den ene dag har du marginalerne, den næste er de mod dig, siger Dansk Kano og Kajak Forbunds sportschef, Bo Vestergaard, i en pressemeddelelse.

Dametoeren har trods syvendepladsen i lørdagens finale stadig en mulighed for at komme med til OL, men det afhænger af andre nationers gøren og laden senere under det igangværende VM.

Hvis eksempelvis de samme tyske kvinder kvalificerer sig til legene i Rio i flere discipliner, kan danskernes syvendeplads i toeren alligevel udløse en OL-billet.

Dansk Kano og Kajak Forbund forklarer i en pressemeddelelse, hvorfor toerkajakken måske alligevel får en OL-billet i forbindelse med VM:

- Det afgøres, når alle resultater fra mandskabsbådene er gjort op efter VM. Her kan der være en chance for en såkaldt kvoteplads til danskerne, lyder det fra forbundet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.