Fødselsdag, jubilæum, fastansættelse, lønforhøjelse eller gode karakterer.
Der er masser af årsager til at have kage med på studiet eller på arbejdet, men det er samtidig svært at sige nej til det søde og usunde stads, skriver metroxpress.
Mere end hver fjerde føler sig mere eller mindre forpligtet til at spise kage. Det viser en ny undersøgelse, som YouGov har lavet for metroxpress.
- Kage repræsenterer nærvær, hygge, fællesskab og tryghed, og når du siger nej til kage, siger du samtidig nej til det, som kagen repræsenterer. Derfor er det helt oplagt, at du ikke takker nej. Man vil jo nødigt melde sig ud af fællesskabet, siger Torben Bechmann Jensen, der arbejder på Socialpsykologisk Institut på Københavns Universitet, til metroxpress.
Det er især svært for dem, der har en lav status på arbejdspladsen, at takke nej til kage, for sådan bliver man yderligere marginaliseret, fortæller socialpsykologen.
Omvendt har de mere populære medarbejdere på arbejdspladsen nemmere ved at sige nej, uden at der bliver set ned på vedkommende, lyder det fra Torben Bechmann Jensen.
Ifølge Torben Bechmann Jensen er kagepresset det samme, som når folk har svært ved at sige nej til alkohol eller til at ryge, når de er til fester.
- Det er en udfordring for mange, at det skal være så svært at sige nej til kage. Man er nødt til at tage det alvorligt, siger Torben Bechmann Jensen.
Han bliver bakket op af madsociolog på Professionshøjskolen Metropol Jon Fuglsang, der tilføjer, at et nej til kage kan opfattes som en afvisning af den person, der har kagen med.
Jeg føler mig forpligtet til at spise kage, når mine kolleger/studiekammerater har taget kage med på arbejdspladsen/uddannelsesstedet, for eksempel i forbindelse med fødselsdag?
- Helt uenig: 37 procent
- Delvis uenig: 15 procent
- Hverken enig/uenig: 14 procent
- Delvis enig: 20 procent
- Helt enig: 9 procent
- Ved ikke: 5 procent
Kilde: Undersøgelsen er baseret på interview med 1.007 repræsentativt udvalgte personer i alderen 18-74 år i perioden 08. til den 10. januar 2016. Deltagerne er i job eller går på et studium. Citat må kun ske med angivelse af kilde: YouGov for metroxpress