Kærlighed på katastrofekurs: Diaz reddede Hollywood-par
Sangeren Robbie Williams fortrød sit brud med skuespillerinden Ayda Field, men Diaz hjalp kærligheden tilbage.
Ayda Field og Robbie Williams har været sammen lige siden Cameron Diaz hjalp deres forhold tilbage. I dag er de gift og forældre til to børn.
Ayda Field og Robbie Williams har været sammen lige siden Cameron Diaz hjalp deres forhold tilbage. I dag er de gift og forældre til to børn. Foto: Valery Hache/AFP


Gennem hele 10 år har popikonet Robbie Williams været sammen med modellen og skuespillerinden Ayda Field, men parret var aldrig nået et helt årti sammen, hvis ikke det havde været for Hollywood-stjernen Cameron Diaz.

Sådan lyder det nu fra Field, der afslører, at Diaz hjalp parret tilbage sammen, efter de var gået fra hinanden.

Field og Williams blev skrupforelskede i hinanden tilbage i 2006, men efter et par ugers stormende romance brød "She's the One"-sangeren med skuespillerinden, fordi han var dybt afhængig og skulle på afvænning.

- Jeg var knust, da han røg på afvænning, men samtidig forstod jeg, at han havde brug for hjælp. Jeg elskede ham så højt, at jeg bare ønskede, at han skulle få det bedre. Han var den rette mand, men timingen var dårlig, siger Field i programmet "Loose Women" på ITV ifølge avisen The Mirror.

Ifølge Field rendte Williams efter afvænningen ind i Cameron Diaz på et hotel og fortalte hende, hvor hjerteknust han var over ikke at være sammen med Field.

Derfor opfordrede skuespillerinden Williams til ikke at give afkald på kærligheden, men i stedet kontakte Field og rede trådene ud.

- Cameron sagde til Robbie, at han tydeligvis stadig elskede mig, og at han skulle finde sammen med mig igen - han ringede samme aften, og vi har været sammen lige siden, jubler Field i interviewet og udtrykker sin store taknemlig for Diaz.

- Jeg så hende for nogle år siden og ville gerne takke hende, men hun stod og trænede i et fitnesscenter. Det er takket være hende, at vi stadig er sammen.

Siden er parret kommet over krisen, og i dag er den 42-årige sangstjerne og den 37-årige model og skuespillerinde gift og forældre til datteren Theodora "Teddy" Rose på snart fire år og lille Charlton Valentine på 23 måneder.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.