Kæmpe skandale rammer Sveriges Nobel-hospital
Ledere og forskere på Karolinska Institutet lod sig bedrage af italiensk stjernekirurg med lig i lasten.
Billedet fra 2011 viser den italienske kirurg Paolo Macchiarini i gang ved operationsbordet på Karolinska universitetshospital. Hans ekspertise var kunstige luftrør.
Billedet fra 2011 viser den italienske kirurg Paolo Macchiarini i gang ved operationsbordet på Karolinska universitetshospital. Hans ekspertise var kunstige luftrør. Foto: Karolinska University Hospital/AFP


Kun en måned før, at nobelkomiteen på Karolinska Institutet (KI) i Stockholm skal udpege, hvem der skal modtage åres nobelpris i medicin, så er forskningshospitalet ramt af en kæmpemæssig skandale.

Den handler om den italienske stjernekirurg Paolo Macchiarini, der er blevet sparket ud af Karolinska, efter han er blevet afsløret i fusk med sin forskning. Han mistænkes for at være skyld i to patienters død.

Sagen sværter medlemmer af Karolinskas nobelforsamling, og først på ugen valgt den medicinske forskningsenheds bestyrelse at træde tilbage.

Den tidligere rektor ved KI, som ansatte Macchiarini som gæsteprofessor i 2010, Harriet Walberg, er i denne uge blevet fyret af regeringen som øverste chef for universiteterne og de højere læreanstalter. Hun og hendes efterfølger som rektor, Anders Hamsten, er samtidig smidt ud af Karolinskas nobelkomite.

I en ny undersøgelsesrapport spørges der med forundring, hvordan rektor, bestyrelse og flere af Karolinskas førende forskere har kunnet sige god for Macchiarini.

- Jeg har aldrig set magen til negative referencer. Han er for eksempel tidligere blevet omtalt i italienske medier, og han er tidligere blevet fradømt en stilling i Firenze for manglende kompetence. Man burde tænke sig om, nå man ser sådanne referencer, siger undersøgelseslederen, Sten Heckscher.

Sagen kan komme til at koste på omdømmet for Karolinska Instituttet. Det mener i hvert fald Tore Frängsmyr, professor emeritus i videnskabshistorie.

- Det er katastrofalt. KI har jo været bedst i Sverige, ligget i topen på alle lister, og så sker det her, siger han.

Italieneren beskyldes for at have fusket med sin forskning, der ligger til grund for opsigtsvækkende operationer med indsættelse af kunstige luftrør.

Han var ansat på KI fra 2010 til 2016. På Karolinskas universitetshospital indopererede han tre kunstige luftrør, men i to tilfælde døde patienterne.

Italieneren blev fyret i marts i år samtidig med, at en del af bestyrelsen på KI blev udskiftet.

I den nye undersøgelsesrapport spørges der næsten med vantro, hvordan Karolinskas rektorer og forskere, og det skulle ellers være nogle af Sveriges bedst uddannede og klogeste hoveder, kunne falde på halen for italieneren.

Normale regler blev ikke fulgt i ansættelsen, og 14 svenske professorer skrev under på, at det var vigtigt, at KI ansatte Macchiarini. Henvendelser udefra, hvor KI blev advaret mod at ansætte ham, blev ignoreret, hedder det.

/ritzau/TT

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.