Jysk restaurant skal betale giga-beløb til tidligere ansat
Restaurant-ejeren afviser at have snydt.
Det er sushi-restauranten Restaurant Bryggen Wok & Sushi i Nibe, der er dømt til at hoste op til en tidligere medarbejder.
Det er sushi-restauranten Restaurant Bryggen Wok & Sushi i Nibe, der er dømt til at hoste op til en tidligere medarbejder. Foto: Scanpix/arkiv


En tidligere ansat på Restaurant Bryggen Wok & Sushi i Nibe får nu 862.000 kroner i manglende løn, feriepenge, tillæg, pension med mere udbetalt fra sin tidligere arbejdsgiver. 

Det skriver Fagbladet 3F

Det er byretten i Herning, der har dømt restauranten til at honorere den tidligere ansatte, der er en 30-årig mand fra Rumænien.

Ifølge Fagbladet 3F arbejdede han i over et år i restauranten for under 25 kroner i timen og havde arbejdsdage på mellem 10 og 13 timer. 

3F Aalborg rejste sag mod restaurantens indehaver. Faglig medarbejder Martin Nielsen er chokeret over sagen:

- Jeg har aldrig set noget så vanvittigt før. Det er jo slavelignende forhold. Det er en utrolig vigtig dom, og jeg er meget tilfreds på medlemmets vegne, siger Martin Nielsen til Fagbladet 3F.

Shuli Fang, indehaver af Restaurant Bryggen Wok og Sushi i Nibe afviser, at have snydt.

- Jeg har ikke snydt nogen af de ansatte. Jeg har betalt ham løn for de timer, han har arbejdet. Det passer ikke, at han har arbejdet 10-13 timer i døgnet. Derfor anker vi nu sagen til Landsretten, siger Shuli Fang.

Ifølge 3F Aalborg er sagen dog aldrig anket. Derimod er restauranten i øjeblikket under konkursbehandling.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.