Jysk by bliver VM-hjemmebane
Når VM i ishockey spilles i Danmark i 2018, får Danmark hjemmebane i Herning. Sverige får København.
Boxen i Herning kommer til at udgøre hjemmebanen for det danske ishockeylandshold under VM i 2018.
Boxen i Herning kommer til at udgøre hjemmebanen for det danske ishockeylandshold under VM i 2018. Foto: Jan Korsgaard/Polfoto


Boxen i Herning bliver Danmarks hjemmebane ved VM i ishockey i 2018. Sverige bliver placeret i den gruppe, som skal spille alle kampe i den nye Royal Arena i København.

Det oplyser Danmarks Ishockey Union onsdag.

- Det er en optimal fordeling og unikt for et ishockey-VM, at man på den måde skaber to ligeværdige arenaer, også tilskuermæssigt.

- Oftest ser man en stor og en mindre hal, men vores to arenaer er ligeværdige hvad angår kapacitet, og vi får bredt ishockeyen ud i hele landet til alle de danske fans, siger formanden for Danmarks Ishockey Union, Henrik Bach Nielsen i en pressemeddelelse.

Arenaen i København får også de fire afgørende kampe med semifinaler, bronzekamp og finalen.

VM i ishockey bliver spillet over 17 dage i maj 2018 for verdens 16 bedste ishockeynationer. I alt skal der spilles 64 kampe, 30 i Herning og 34 i København. Danmark har været fast deltager blandt verdens 16 bedste siden oprykningen i 2002.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.