Juventus-træner pønser på at hente Wesley Sneijder
Massimiliano Allegri er interesseret i at købe den hollandske stjernespiller i Galatasaray.
Wesley Sneijder (i midten) er en eftertragtet herre.
Wesley Sneijder (i midten) er en eftertragtet herre. Foto: Jewel Samad, AFP/free


I december 2013 sendte Wesley Sneijder Juventus ud af Champions League-gruppespillet, da han fem minutter før tid scorede til 1-0 for Galatasaray i den afsluttende gruppekamp i Istanbul, så tyrkerne gik videre på Juventus' bekostning.

Nu vil de italienske mestre gerne tilknytte den hollandske offensivspiller fra Galatasaray.

- Det er ikke let at forstærke Juventus, men det er ingen hemmelighed, at vi er på udkig efter en offensiv midtbanespiller og en forsvarer, siger Juventus-træner Massimiliano Allegri ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Sneijder har fantastiske tekniske kvaliteter, og han ville fuldende en allerede meget stærk del af holdet. Det ville give konkurrence om pladserne, siger træneren.

30-årige Wesley Sneijder har været hos Galatasaray i to år. Forinden spillede han i den italienske Serie A i tre et halvt år for Inter.

Derudover kan han skrive klubber som Ajax og Real Madrid på cv'et.

Wesley Sneijder har spillet 111 A-landskampe for Holland og scoret 28 mål.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.