Juventus-spiller kæmper for Real Madrid
Den unge, spanske angriber håber at gøre Madrid-fans glade og drille FC Barcelona i Champions League-finalen.
Juventus-spilleren Alvaro Morata kæmper også for Real Madrid i Champions League-finalen. Arkivfoto
Juventus-spilleren Alvaro Morata kæmper også for Real Madrid i Champions League-finalen. Arkivfoto Foto: Riccardo De Luca/AP


Den spanske angriber Alvaro Morata har rigelig med motivation, når det går løs i Champions League-finalen lørdag aften i Berlin.

Den tidligere Real Madrid-spiller kæmper således primært for succes med sin nuværende klub Juventus, men sekundært også for at gøre Real Madrids-fans glade, da modstanderen er FC Barcelona.

- Jeg vil forsøge at vinde Champions League - også på grund af, hvad det vil betyde for Real Madrids fans. Det vil selvfølgelig ikke være så pinefuldt at score mod Barcelona, som det var for mig at score mod Real Madrid, siger Alvaro Morata til køen af pressefolk i Berlin.

- Jeg vil ikke sige, at det er en ekstra motivation at møde Barcelona, for jeg behøver ikke ekstra motivation, når man spiller en Champions League-finale, men at møde Barcelona vil altid være noget specielt, siger Morata.

Den 22-årige angriber scorede i begge kampe for Juventus, da Real Madrid i semifinalekampene blev sendt ud af turneringen, og da valgte han ikke at juble over sin scoringer.

Alvaro Morata kommer fra Real Madrids ungdomsafdeling, og han skiftede til Juventus for et beløb på omkring 150 millioner kroner, da det så svært ud med spilletid i Madrid.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.