Juventus avancerer efter kedelig nulløsning i Monaco
Arturo Vidals mål på straffespark i sidste uge var det eneste mål i kvartfinalerne mellem Monaco og Juventus


Dimitar Berbatov, Carlos Tévez, Alvaro Morata og Fernando Llorente.

Der var kompetente angribere nok på banen, da Monaco og Juventus dystede om en plads i Champions League-semifinalen.

Til gengæld var det uhyre småt med chancer, og derfor sluttede kampen, som den begyndte, 0-0.

Det lever Juventus bedst med. Italienerne vandt nemlig det første opgør 1-0 på hjemmebane og er dermed klar til semifinalen.

Det er første gang siden 2010, at et italiensk hold er kommet så langt i turneringen.

Monaco skulle ellers bare bruge et enkelt mål for at forlænge kampen, og indtog da også hovedsageligt en angrebsposition, mens Juventus på klassisk italiensk vis forsvarede sig fra egne rækker.

Det gav dog også muligheder for Juventus-omstillinger, men her viste italienerne uskarphed, da nøgleafleveringen skulle lægges.

Ikke overraskende kom et af kampens bedste forsøg på en dødbold fra veteranen Andrea Pirlo. Den lille troldmand måtte dog se sin afslutning blive pareret af overliggeren.

I den anden ende havde Monaco ikke meget succes ved at slå bolde ind i feltet, og kampen endte målløst.

Dermed var Arturo Vidals mål på straffespark tirsdag i sidste uge nok til at indløse en billet til semifinalen, hvor Juventus dog skal oppe sig, hvis klubben skal bide skeer med enten Barcelona, Real Madrid eller Bayern München.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.