Juno sender første utydelige "pletskud" hjem fra Jupiter
Nasa siger, at rumsonden ser ud til at være sluppet uskadt fra sin første uge i nærheden af Jupiter.
På billedet fra Juno kan man ses Jupiter og tre af dens fire største måner.
På billedet fra Juno kan man ses Jupiter og tre af dens fire største måner. Foto: Nasa/Free


Nasas rumfartøj Juno har for første gang sendt billeder hjem af Jupiter, siden den for en uge siden med succes gik i kredsløb om planeten.

Det oplyser den amerikanske rumfartsorganisation.

- Junos kamera til synligt lys blev tændt seks dage, efter at Juno tændte sin primære motor og sendte sig selv i kredsløb om den største planet i vores solsystem, skriver Nasa på sin hjemmeside.

Billederne af Jupiter og tre af gasplanetens måner er en smule slørede, og ifølge Nasa går der endnu halvanden måned, før der kommer billeder til Jorden i høj opløsning.

På trods af at rumfartøjet befinder sig 4,3 millioner kilometer fra Jupiter, kan man på de slørede billeder tydeligt se flere detaljer. Blandt andet kan stormsystemet Store Røde Plet ses.

- Billederne fra JunoCam indikerer, at den har overlevet sin første tur gennem Jupiters ekstreme strålingsmiljø uden nogen form for svækkelse, og at den er klar til at gå i gang med arbejdet, siger Scott Bolton, den ledende forsker på Juno-missionen.

- Vi kan ikke vente med at få det første glimt af Jupiters poler, tilføjer han ifølge Nasas hjemmeside.

Det tager i første omgang 53,5 dage for Juno at nå hele vejen rundt om Jupiter i den nuværende afstand. Rumsonden vil fortsætte med at tage billeder på sin tur rundt om gasplaneten.

Men først 27. august, når Juno igen kommer relativt tæt på Jupiter, vil vi få mere detaljerede billeder at se.

Juno er på sin første af 37 planlagte kredsløb omkring solsystemets største planet. Turene vil de næste to år fodre Nasa og alverdens rumnørder med ny viden om Jupiter og dermed vores solsystem.

Efter endt mission styrer sonden i 2018 efter planen mod planeten og sin egen tilintetgørelse.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.