Julie Berthelsen om vægttyranni: Jeg ser også godt ud, når jeg vejer plus 80
Tv-værten og sangerinden Julie Berthelsen vil ikke længere slå sig selv i hovedet over de ekstra kilo.
Til efteråret kommer hun med på holdet af Danmarks modigste dansere, når hun springer ud som 'Vild med dans'-deltager
Til efteråret kommer hun med på holdet af Danmarks modigste dansere, når hun springer ud som 'Vild med dans'-deltager Foto: SCANPIX arkiv


For tv-værten, sangerinden og den kommende 'Vild med dans'-deltager Julie Berthelsen har to fødsler medført, at hun ser anderledes på sig selv.

Den populære sanger med de grønlandske aner fortæller ifølge TV2.dk til kvindemagasinet Q, at der er slut med konstant at halse efter nogle urealistiske vægt-idealer. Hun er god nok, som hun er - også når hun - som det var tilfældet, da hun talte med Q - vejer mere end 80 kilo.

Under sine to graviditeter har Julie Berthelsen hver gang taget 25 kilo på. Første gang sloges hun med at tabe graviditets-fedtet igen og nåede ned på 68 kilo, men denne gang vil hun slippe selv-pineriet og sætte helt et andet tempo.

Hun erklærer samtidig krig mod "der kølle, vi hele tiden slår os selv i hovedet med."

- Jeg kunne stadig godt tænke mig at tabe 15 kilo, og maveskindet hænger også, så selvfølgelig kommer de negative tanker også til mig, men jeg er blevet bedre til at stoppe dem, kigge på mig selv og i stedet se alt det, jeg er glad for, siger hun blandt andet.

Julie Berthelsen har således valgt en positiv tilgang til sin krop og mener at det er vigtigt, at man ikke fokuserer så meget på, hvad man skal veje, men mere på, hvornår man er glad.

Jeg ser godt ud

Julie Berthelsen har udgivet bogen ”Sund balance”. Den handler netop om, hvordan hun prøver at finde en balance, hvor hun både kan være sund og kan leve det liv, hun er glad for.

- For mig er den naturlige vægt nu engang 75-80 kilo, og jeg synes altså, jeg ser godt ud – også når jeg vejer 80 eller mere, som jeg gør lige nu, erklærer hun til Q.

Den 37-årige sangerinde har desuden fået en udfordring, der kan hjælpe på vægten. Hun sprang forleden ud som årets første navn i den kommende udgave af "Vild med dans". Sangeren Thomas Buttenshøn stødte i går til som deltager nummer to.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.