Kirsten Bay Andersen formodede morder, den 44-årige John Knudsen, levede et liv som tigger i Zaragoza i Spanien.
John Knudsen blev anholdt i går eftermiddags, mens han tiggede om penge på gaden, fortæller Carlos Martinez fra Zaragozas Politis pressetjeneste til politiken.dk.
"Vi har set billeder af ham og sammenlignet med hans legitimation. Det er ham", siger Carlos Martinez.
Tiggeri er ulovligt i Spanien, og derfor skete anholdelsen ved en ren tilfældighed, fordi politiet bad om at se legitimation på manden.
Ifølge Carlos Martinez lignede manden en vagabond, da han udleverede sit pas til politiet, som var hurtige til at genkende den efterlyste mand fra Danmark.
"Betjentene fandt hurtigt frem til Sønderborgsagen fra Danmark og anholdt på stedet manden, der ikke rigtigt har villet udtale sig om noget som helst til politiet siden", siger Carlos Martinez.
"Han stod med en taske med tøj og en sovepose, så vi regner med, at han har boet på gaden, men vi ved ikke hvor længe", siger Carlos Martinez.
John Knudsen er fængslet i Zaragoza indtil i morgen, hvorefter han vil blive transporteret til Madrid og blive stillet foran en dommer.
Derefter vil John Knudsen efter al sandsynlighed blive udleveret til Danmark.