Johanne til Løkke: Uambitiøst kun at tage 1000 flygtninge
Enhedslisten frygter besparelser på ulandsbistand og kalder Løkke uambitiøs i flygtningespørgsmål.


Enhedslisten finder det uambitiøst, at regeringen vil tage imod 1000 af de flygtninge, EU arbejder på at fordele, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tidligere har forklaret, at Danmarks kvote ville svare til 2800 personer.

- 1000 er naturligvis bedre end et rundt nul, som er det, Støjberg ellers har annonceret. Men det virker umiddelbart som et meget lille tal, siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Da Løkke sammen med udlændingeminister Inger Støjberg (V) torsdag formiddag præsenterede planen, understregede Støjberg, at det kræver opbakning i Folketinget samt at der findes en fælles europæisk løsning.

Selvom Enhedslisten synes, at 1000 flygtninge er for få, så kan Løkke dog regne med, at partiet vil bakke ham og regeringen op i den sag.

Anderledes forholder det sig med den anden del af regeringens forslag om, at Danmark skal give 250 millioner kroner til støtte i nærområderne i og omkring Syrien.

- Nærområderne er ved at knække sammen. Mere end 90 procent af verdens flygtninge lever enten som internt fordrevne i krigshærgede lande eller i nærområderne. Der er i den grad brug for støtte.

- Men de 250 millioner finder Løkke tilsyneladende ved at skære andre steder på udviklingsbistanden. Det er uambitiøst og dumt, lyder det fra Johanne Schmidt-Nielsen.

- Hvis vi droppede indkøb af bare et enkelt kampfly, kunne vi sende en milliard danske kroner til blandt andet mad, vand og medicin til FN's lejre. Det ville være ambitiøst, mener Enhedslistens politiske ordfører.

Ud over de 250 millioner vil regeringen afsætte en halv milliard til EU's samlede migrationspakke. Det kan blandt andet være indsatser, der skal bekæmpe menneskesmugling og oprettelse af registreringscentre for nyankomne flygtninge i de såkaldte frontlinjestater som Grækenland, Ungarn og Italien.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.