Den dag de fremmede forsvandt
Job-eksperiment: DR-chef og kritiker krydser klinger
'Den dag de fremmede forsvandt' kommer søndag til debat i 'Presselogen', hvor den tidligere socialrådgiverformand Bettina Post skal diskutere med DR's Henriette Marienlund.
Erik (t.v.) fik som den eneste et arbejde ud af at deltage i 'Den dag de fremmede forsvandt'. Nemlig på betonfabrikken Contiga Tinglev.
Erik (t.v.) fik som den eneste et arbejde ud af at deltage i 'Den dag de fremmede forsvandt'. Nemlig på betonfabrikken Contiga Tinglev. STV Production A/S


Fornuftigt og fair - eller uansvarligt og uetisk? Der er mange holdninger til, hvordan DR behandlede de 11 arbejdsløse, der i programserien 'Den dag de fremmede forsvandt' prøvede kræfter med ufaglærte job, som udlandske arbejdere normalt udfører.

LÆS OGSÅ: DR-chef: Derfor fortæller vi om de lediges videre skæbne

På DR synes man selv, at de 11 ledige er blevet fremstillet med respekt. Den tidligere formand for socialrådgiverne, Bettina Post, er af en anden mening, og i morgen, søndag, skal hun diskutere programmet på TV2 News med DR's nyhedsredaktør Henriette Marienlund, der er ansvarlig for programmet.

Og de to bliver nok ikke enige lige med det første.

- Helt overordnet mener jeg, at DR har bevæget som en elefant i en glasbutik, siger Bettina Post til Avisen.dk.

- DR mener selv, at de med udsendelserne satte gang i en debat. men det passer ikke. De satte ild i en debat, og det gjorde de uden at have styr på det. Når man laver et socialt eksperiment, som DR gjorde, er det bidende nødvendigt, at man gør et kæmpe forarbejde, og at man udviser respekt for de mennesker, der får påvirket deres tilværelse af eksperimentet, uddyber hun.

- Man skal tænke eksperimentet til ende. Det mener jeg ikke, at DR  gjorde. De tog 11 tilfældige mennesker og kastede dem ud på dybt vand - og så var det ellers op til dem selv, hvem der kunne svømme - og hvem der måtte drukne.

Tårer i øjnene

Bettina Post's anke er, at seerne ikke fik den fulde historie om de 11 ledige i programmerne. Det fremgik ikke, om de havde andre problemer end deres ledighed, eller om der var andre forudsætninger, der gjorde deres situation speciel.

Nogle af de 11 blev ydmyget for åben skærm, når for eksempel med tårer i øjnene måtte melde sig ud af eksperimentet, fordi deres fysik ikke kunne holde til jobbet.

Den tidligere socialrådgiverformand, der i dag er chefkonsulent på Institut for Socialt Arbejde på Metropol, har desuden hæftet sig ved en række faktuelle fejl i programmet. Fejl, som hun mener, kan have givet seernes et forkert indtryk af deltagerne. Det gælder for eksempel for den 24-årig kontanthjælpsmodtagere, der ikke mødte op på den restaurant, hvor han skulle arbejde som tjener. Som hun ser det, får seerne ikke de rette oplysninger om ham.

- Før man kaster folk for løverne i bedste sendetid på landsdækkende TV, er man nødt til at tænke over, hvad man byder de mennesker. Jeg synes ikke, programmerne har været etisk ansvarlige, siger Bettina Post.

Modige og velovervejede

DR's nyhedsredaktør Henriette Marienlund har ved flere lejligheder understreget, at hun er glad for programmet, som hun mener har sat et vigtigt emne på dagsordenen - og det vel og mærke ved at skildre helt almindelige danskeres situation fremfor at tage udgangspunkt i, hvad politikere eller forskere mener. Hun synes, at DR har taget hånd om de 11 ledige, og hun mener ikke, de bliver ydmyget.

- Jeg ser 11 modige og velovervejede borgere med forskellig baggrund og forskellige kompetancer, som de er villige til at bringe i spil. Jeg ser 11 arbejdsløse, der via deres liv i en uges eksperiment har valgt at få os alle sammen til at tale om ret og pligt, når man er på overførselsindkomst, siger Henriette Marienlund.

'Presselogen' sendes i morgen, søndag, kl. 10 på TV 2 News.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.