Den amerikanske it-gigant Facebook og Odense Kommune afholder fælles pressemøde torsdag formiddag klokken 10.
Det skriver Fyens.dk.
Mediet har fået planerne om det fælles pressemøde at vide fra Facebook i en mail.
Hverken Facebooks kommunikationschef i Norden, Peter Münster, eller Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), vil til avisen endnu ikke fortælle, hvad pressemødet kommer til at handle om.
I efteråret kom det frem, at Facebook havde opkøbt en stor byggegrund ved Tietgenbyen lidt uden for Odense. Her har it-mastodonten angiveligt planer om at bygge et stort datacenter på 500.000 kvadratmeter. Det spås, at et datacenter kan skabe tusindvis af nye jobs i den fynske hovedstad.
Ifølge Fyens Stiftstidende viser erfaringer fra Sverige og Irland, der har lignende centre, at der alene i byggefasen kan skabes mellem 1000 og 1200 nye arbejdspladser.